Ronaldo runder ny milepæl i portugisisk målfest
Cristiano Ronaldo og Portugal udraderede Armenien i VM-kvalifikationen.

Portugal åbnede VM-kvalifikationen med et brag i Armenien, hvor de lammetævede et tandløst armensk landshold med 0-5. I opgøret rundede Cristiano Ronaldo endnu en milepæl.
Men det var ikke den portugisiske legende, der åbnede for godteposen. Efter ti minutter kunne Joao Felix allerede bringe portugiserne på den forventede sejrskurs.
11 minutter senere blev det så Ronaldos tur. For første gang i opgøret, men ikke for sidste.

Joao Cancelo udbyggede den portugisiske føring kort før pausen med et drøn lige indenfor feltkanten i armenernes straffesparksfelt.
Lige efter pausen nåede Cristiano Ronaldo atter en milepæl i sin voldsomt imponerende portugisiske landsholdskarriere.
Her scorede han for anden gang i opgøret, og det blev hans scoring nummer 140 for det portugisiske landshold. Det tal har han nået på sine 222 landskampe.
Joao Felix ville også være dobbeltmålscorer og blev det, da han med hælen vippede Portugal foran med 0-5 fra nært hold efter en times spil.
Portugal fik hermed en forventet, men fremragende start på VM-kvalifikationen med en sejr på hele 0-5. De indtager førstepladsen i deres kvalifikationspulje, som foruden Armenien også tæller Ungarn og Irland, der mødes lørdag aften.
Danmark har også indledt deres kampagne i VM-kvalifikationen. Her skuffede de fælt mod Skotland. Læs Campos chefredaktørs kommentar efter opgøret her:

Portugal
Cristiano Ronaldo












