Brøndbys Benjamin Tahirovic satte Bosnien igang mod miniput
Det var hans første mål for Bosnien-Hercegovina.

Bosnien-Hercegovina har kurs mod nationens bare anden VM-slutrunde nogensinde.
Sent lørdag aften satte Balkan-nationen nemlig yderligere tre point på kontoen med en 0-6-sejr på udebane mod miniputterne fra San Marino, og den sejr bærer Brøndbys Benjamin Tahirovic sin del af æren for.
Efter San Marino allerede efter 16 minutters spil blev reduceret til 10 mand, var det nemlig Tahirovic, der åbnede scoringen med sit første mål for sit landshold i sin landskamp nummer 19.
Tahirovic' scoring faldt efter 21 minutters spil, da han trykkede af fra feltkanten. San Marinos målmand kunne først se afslutningen sent, hvorfor den sneg sig igennem hans ben.
Længe fik den svenskfødte Brøndby-mitbanespillers scoring lov at stå alene på måltavlen, men det ændrede Edin Dzeko med 20 minutter tilbage af kampen, da han med to mål på to minutter gjorde det til både 0-2 og 0-3.
Det fik hjemmeholdet til at falde helt sammen, og selvom både Dzeko og Tahirovic blev taget fra banen formåede Samed Bazdar, Kerim Alajbegovic og Nihad Mujakic alle også at komme på tavlen i 0-6-nedsablingen.

Med den overbevisende sejr holder Bosnien-Hercegovina fast i VM-kvalifikationsgruppe H's førsteplads, hvor de har maksimumpoint efter de første fire kampe.
Benjamin Tahirovic har endnu til gode at score for Brøndby, som han siden sit skifte fra Ajax i februar har spillet 30 kampe for.
Tahirovic har i alt spillet 110 seniorkampe på klubplan for henholdsvis Ajax, Brøndby, Vasalund og AS Roma. Hans to mål for Ajax er fortsat de to eneste mål, han har scoret foruden aftenens mål for Bosnien.
En anden Brøndby-spiller kom i aktion i gruppens anden kamp, hvor Østrig slog Cypern med 1-0. Patrick Pentz måtte se hele kampen fra bænken, men Michael Gregoritsch kom ind i stedet for Marko Arnautovic ved pausen, og han kunne se Marcel Sabitzer blive matchvinder på straffespark ti minutter efter pausen.
Ligesom Bosnien har også Østrig maksimumpoint. De har dog kun spillet tre kampe. De to nationer møder hinanden i bosniske Zenica på tirsdag.













