Medie: Nørgaard tæt på at blive hapset af to Superliga-konkurrenter
Thomas Nørgaard var efter alt at dømme i spil til flere jobs i sommerens løb.

Sønderjyske har gang i noget godt.
Efter at være rykket op klarede man uden de store problemer frisag i sidste sæson, hvor det endte med en 9. plads og hele 10 point ned til nedrykning.
I denne sæson er man kommet flot fra start og indtager aktuelt 5. pladsen under landskampspausen.
Sådanne bedrifter kan aldrig klares alene, men cheftræner Thomas Nørgaard bør nok få sin andel af æren.
Samme tanke virker nogle af de øvrige klubber i Superligaen til at have.
I hvert fald forsøgte to af dem sågar at hente Thomas Nørgaard i løbet af sommeren.
Det skriver Der Nordschleswiger.
Ifølge avisen var Thomas Nørgaard uhyre tæt på at ryge til både OB og AGF, der i stedet endte med at hente henholdsvis Alexander Zorniger og Jakob Poulsen.
Thomas Nørgaard skulle dog have været med som den sidste "udfordrer" til begge jobs.

OB havde hele tiden Zorniger som spidskandidat, men efter han afviste i første omgang, blev fokus altså rettet mod Sønderjyske-cheftræneren. Tyskeren ændrede dog mening og tog dermed OB-jobbet.
Anderledes var det i AGF. Aarhus-klubben holdt samtaler med Jakob Poulsen og Thomas Nørgaard på samme tid, men fordi AGF fortsat var afventende kort før Sønderjyskes pre-season gik i gang, valgte Thomas Nørgaard selv at takke nej til jobbet.
Thomas Nørgaard har været i Sønderjyske siden slutningen af 2022.

Sønderjyske
AGF
OB












