West Ham-back skifter nationalitet
Han er en del af truppen til de to kommende VM-kvalifikationskampe.

Aaron Wan-Bissaka er født og opvokset i London-forstaden Croydon.
Efter flere års spekulationer har den 27-årige højreback nu valgt at droppe forhåbningerne om at blive udtaget for Three Lions og i stedet takke ja til en udtagelse fra sine forældres fødeland.
Wan-Bissaka er således en del af truppen hos Den demokratiske republik Congo, når den afrikanske nation fredag møder Sydsudan og tirsdag møder Senegal i VM-kvalifikationen. Det bekræfter hans klub West Ham onsdag.
Faktisk repræsenterede den tidligere Manchester United-back DR Congo som U17-spiller, hvor han spillede en enkelt landskamp, som pudsigt nok var et opgør mod hans egen fødenation England. DR Congo tabte U17-venskabskampen med hele 8-0.
Efterfølgende har Wan-Bissaka repræsenteret England på både U20 og U21-niveau, og i 2019 blev han udtaget til det engelske a-landshold.
Dengang var han dog nødt til at trække sig med en rygskade, og derfor er han ikke låst i landsholdssammenhæng.
DR Congo er med fire kampe tilbage i VM-kvalifikationen i pole position til en plads ved slutrunden i Nordamerika næste sommer. Selvom både Togo Sydsudan og Mauritanien også er en del af den afrikanske kvalifikationsgruppe B, så har de alle tre reelt udspillet deres roller.

Kvalifikationen står derfor imellem DR Congo, Senegal og Sudan, og her har DR Conga med 13 point ét ned til begge konkurrenter. Kvalifikationens sidste fire runder spilles med henholdsvis to i september og to i oktober.
DR Congo deltog som den første afrikanske nation syd for Sahara ved en VM-slutrunde, da nationen i 1974 tabte til både Jugoslavien, Brasilien og Skotland ved VM-slutrunden i Vesttyskland. Dengang deltog nationen under navnet Zaire.

West Ham












