Tre brud og hjernerystelse: Glemmer aldrig smerterne Foto: Lyngby BK

Tre brud og hjernerystelse: Glemmer aldrig smerterne

Mihajlo Ivančević er på rette kurs efter det alvorlige sammenstød.

Mihajlo Ivančević ved præsentation i Lyngby BK
Foto: Lyngby BK

Den 23. august blev Lyngby Boldklubs Mihajlo Ivančević ramt af en grim skade.

Under kampen mod AC Horsens gik han ind i en hovedstødsduel, der skulle vise sig at gå grueligt galt.

Den kostede ham nemlig en tur på hospitalet med ambulance.

Her blev det slået fast, at han havde pådraget sig tre brud på kindbenet og en hjernerystelse.

Onsdag kan Lyngby Boldklub dog dele godt nyt, for Mihajlo Ivančević er nemlig i bedring.

Men mindet om smerterne sidder stadig i ham:

- Jeg husker ikke selv ret meget fra selv sammenstødet, men smerterne bagefter glemmer jeg aldrig. Tre brud på mit kindben kan godt mærkes, så det var godt at få operationen overstået i torsdags, så jeg ved, at det nu går den rigtige vej, og jeg skal være tålmodig lidt endnu.

- De næste 2-3 uger må jeg fortsat ikke rigtigt noget. Jeg går ture og har været i klubben et par gange, men jeg mærker også efter, når hovedet er træt, så er det hjem og hvile.

- Jeg glæder mig til igen at få lov til at lave lidt, selv om det i starten er simple øvelser og let løb, og jeg kan ikke vente til, at jeg igen må spille fodbold og trække trøjen over hovedet for klubben, siger Mihajlo Ivančević til Lyngby Boldklubs egen hjemmeside og takker for de mange beskeder og hilsener under forløbet.

Mihajlo Ivančević ved præsentation i Lyngby BK
Foto: Lyngby BK

Selvom det går i den rigtige retning, kan der endnu ikke sættes en dato på Mihajlo Ivančević' tilbagevenden til banen, oplyses det.

Mest læste

Notifications

Notifikationer