AGF’s Solbakken kan ikke løbe fra det: Jeg var FCK-fan som lille
Markus Solbakken havde ikke rigtig nogen vej udenom.

Solbakken er sådan et navn, der ikke lige går i glemmebogen i dansk fodbold.
I samlet set 11 år fordelt over to omgange stod Ståle Solbakken i spidsen for F.C. København.
På deadlineday mandag aften blev hans søn, Markus Solbakken, hentet til AGF.
Men hvad er hans eget tilhørsforhold til klubberne i dansk fodbold?
Onsdag fik den norske midtbanespiller sin uofficielle debut for sin nye klub, da han var med til at besejre Brabrand med 6-2 i en testkamp.
Efter slutfløjt stillede han op til interview, hvor snakken næste uundgåeligt også endte med at blive drejet over på hans far for en stund.
Og Markus Solbakken valgte i den forbindelse at gå med sandheden, da der blev snakket FCK:
- Det er klart, at da jeg var lille var min far i FCK, og som lille dreng, så var jeg også FCK-fan. Det vil jeg ikke stå her og lyve om, siger han til Campo og den øvrige presse.

Han får dog i samme ombæring slået fast, at det ikke er noget, som AGF's fans skal bruge for meget krudt på at spekulere over:
- Jeg føler, jeg har lidt min egen karriere. Det er jo ikke fordi, jeg skal tænke på alt det, han har været igennem som spiller og træner. Jeg kører min egen vej, og jeg har jo ikke nogen hard feelings mod nogen af holdene (I Superligaen, red.).
- Når man kommer op og spiller professionel fodbold, så ønsker man jo at give alt for det hold, man spiller for. Jeg er super, super glad for at være i AGF nu.
- Det er klart, at jeg har jo set en masse Superliga, og jeg kender jo lidt AGF som klub. Jeg ved, at det er en klub, der hører til i toppen af dansk fodbold, og en klub, der vil noget. Så det er et projekt, jeg har lyst til at være med på, siger han.
Markus Solbakken tilbragte sidste sæson på leje i italienske Pisa, men er skiftet til AGF fra Sparta Prag.

F.C. København
AGF












