Porto elsker Froholdt: Kan ikke gå i fred
Victor Froholdt kan allerede mærke den portugisiske kærlighed for fodbold.

📍 Campo til Landsholdssamling
Hvis der er én ting, Victor Froholdt allerede har lært, siden skiftet til portugisiske FC Porto.
Så er det, at de er helt fodboldgakkelak nede i Portugal.
Og især i FC Porto, hvor både klubben, byen og fansene hungrer efter at vinde sølvtøj - og gerne med det dertilhørende gyldne vedhæng, der skal hænge om halsen.
Opmærksomheden mod de lokale helte er enorm nede i den portugisiske storby, derfor har Froholdt allerede mærket på egen krop, at han ikke kan gå på gaden i fred.
- Der er jeg allerede nået til det punkt, at det er lidt svært at gå for sig selv dernede. Men det er jo også bare et bevis på, at hele byen lever og ånder fodbold, og det er jo bare fedt, at det betyder så meget for dem, fortalte Victor Froholdt til Campo og den øvrige presse i Helsingør forud for landsholdets to kvalkampe til VM.
- Og det havde jo været lidt noget andet, hvis jeg var kommet dårligt fra start, og hele klubben synes, at det var den værste transfer i hele verden. Så det suger jeg det egentlig bare til mig, at der er en masse glade mennesker dernede.
For imens de to rivaler fra SL Benfica og Sporting Lissabon har skiftet til at vinde det portugisiske mesterskab de sidste par år, så har Porto ikke triumferet i ligaen siden 2021/22-sæsonen.
Derfor kan Victor Froholdt godt allerede fornemme på gemytterne, at der er lidt noget andet på spil end hjemme i København.

- Jeg tror mere, at det lægger til vores kultur i Danmark, at når man ser en man genkender, så er det måske ikke lige det første, man gør, det er at gå over og spørger om et billede. Der er det lidt noget andet dernede, der er man ikke så bange for at gå over, sagde Victor Froholdt til pressen i Helsingør.
Er du begyndt at tænke mere over, når du går ud?
- Ja, en lille smule. Og så har jeg da også lige fået købt en kasket og lidt til de dage, hvor man måske ikke lige ønsker at blive genkendt alt for meget.
Landstræner Brian Riemer forventer, at Froholdt og resten af det danske landshold kommer bragende fra start af, når fløjten lyder fredag aften i Parken. Læs mere her.

Herrelandsholdet
FC Porto
Victor Froholdt












