Mads Emil frygter ikke en ‘Jens Stage 2.0’
Mads Emil Madsen spår ikke, at AGF-fansene laver et hævnangreb på hans lejlighed i Aarhus.

Da Jens Stage i 2019 skiftede AGF ud med F.C. København, gik det ikke stille for sig.
Her var der en gruppe ukendte AGF-fans, der to uger efter salget udsatte den daværende, nyudklækkede FCK-spillers lejlighed for hærværk og 'brandstiftelse', da en røgbombe blev kastet ind gennem en rude i hans lejlighed tilbage i Aarhus.
Nu står 27-årige Mads Emil Madsen som det seneste skud på stammen som en af de, der har taget turen fra AGF til FCK.
Men det gør ikke, at han nødvendigvis frygter, at AGF-fansene kommer til at foretage en lignende hævngerning mod hans Aarhus-lejlighed.
- Jeg har sørget for at købe højt op, så de skal virkelig kaste hårdt, hvis de skal have den deroppe. Ej, jeg har selvfølgelig joket lidt med det, men det tror jeg ikke bliver aktuelt, siger en smilende Mads Emil Madsen til Campo og den øvrige presse efter handlen blev officiel.
- Jeg er jo ikke en decideret Aarhus-dreng. Jeg har været i klubben i tre år og været sindssygt glad for det, men jeg er jo ikke kommet hele vejen op igennem ungdomssystemet (som Jens Stage, red).

Har du gjort dig nogle tanker omkring, at der er jo selvfølgelig nogle meget inkarnerede fans i Aarhus, hvis der er nogen, der ikke synes, det er det fedeste?
- Det synes jeg ikke, at man kan begynde at tage stilling til, hvad der er nogle fans, der synes. Jeg kan bare sige, at jeg har været sindssygt glad for at være tre år i AGF, og jeg har givet alt for klubben, forklarede Mads Emil Madsen på FCK's træningsanlæg.
- Jeg ønsker klubben alt det bedste, og der er rigtig mange gode mennesker i klubben. Men det betyder bare ikke, at jeg sværger evigt troskab til AGF. Sådan er fodboldverdenen ikke. Det handler om at få det bedste ud af sin karriere. Den er ikke vildt lang, så det gælder om at udnytte det.
Episoden medførte en livslang karantæne til AGF's kampe for de personer, der kastede røgbomben ind i Stages lejlighed.
Interessen for den tidligere AGF-darling var ikke blot en transfer deadline-forelskelse for F.C. København. Til Campo gav Mads Emil Madsen i hvert fald udtryk for, at interessen som minimum startede før, at Magnus Mattsson blev skadet. Læs mere om det her.

AGF
F.C. København













