Officielt: Sønderjyske henter Rúnar Thór Sigurgeirsson
Sønderjyske har forstærket sig i defensiven kort før lukketid.

Sønderjyske er blevet et styks islandsk forsvarsspiller rigere.
Superliga-klubben oplyser nemlig på sin hjemmeside mandag aften, at man har hentet Rúnar Thór Sigurgeirsson.
Den 25-årige venstreback kommer til fra hollandske Willem II.
Han er blevet udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2029.
- Det er med stor glæde, at vi er lykkes med at hente Rúnar Thór Sigurgeirsson til Sønderjyske Fodbold. Det har været en prioritet for os at hente en defensiv forstærkning, og Sigurgeirsson har længe stået højt på den liste.
– Vi ved, at han fra Island kommer med de helt rette værdier, der passer som fod og hose ind i Sønderjyske Fodbold. Han har fået en god fodboldopdragelse og kommer med en god portion erfaring fra Sverige og Holland og vil hurtigt kunne byde sig til i Sønderjyske Fodbold.
– Vi får i Sigurgeirsson en spiller med en masse energi og passion, som passer perfekt til den måde, vi gerne vil spille i Sønderjyske Fodbold. Vi glæder os til at se ham i aktion i den lyseblå trøje på Sydbank Park, siger Casper Daather, sportschef i Sønderjyske.
Rúnar Thór Sigurgeirsson gør sig på venstre back og står noteret for to landskampe for Island.
Sønderjyske












