Lind-handel overraskede FCN-boss: Det var bare at slå til
FC Nordsjællands fodbolddirektør havde ikke spået, at man ville få muligheden for at hente Alexander Lind.

Alexander Lind er tilbage i 3F Superligaen.
Den tidligere Silkeborg-spids har nemlig vekslet tilværelsen i Pisa med et lejeophold i FC Nordsjælland. FCN har også en købsoption i aftalen.
Det er en stor transfer for nordsjællænderne, og det kom da også bag på Farum-klubbens fodbolddirektør, Alexander Riget, at man fik muligheden for at hente ham til Right to Dream Park.
- Faktisk var vi lidt overraskede over, at muligheden opstod efter hans fine første sæson i Pisa, men da den så gjorde det, var det bare med at slå til. Og vi er også glade for, at der er skrevet en købsoption ind i forbindelse med lejeaftalen.
- Vi har i et stykke tid været på udkig efter en boksangriber, der er dygtig til at komme ind i feltet, og som kan lave mål, så vi er glade for, at det nu er lykkes at lave en aftale med Alexander Lind, lyder det fra Alexander Riget.

Alexander Lind forlod Superligaen tilbage i 2024, da han forlod Silkeborg til fordel for SC Pisa, hvor han fortsat har kontrakt indtil 2028 - hvis altså ikke FC Nordsjælland udnytter købsoptionen.
Campo dækker transfervinduet hele vejen frem til luk i nat. Følg med i livebloggen:

FC Nordsjælland
Alexander Lind












