Randers-træner: Vi hiver ikke i panikhåndtaget
Randers er inde i en dårlig periode i Superligaen, men det er for tidligt at snakke om krise, mener cheftræner.

Randers FC fik en lovende start på årets Superliga.
Efter de første tre runder havde man sat syv point ind på kontoen.
Men siden da er det gået helt skævt for de lyseblå fra Randers.
Der står stadig et syv-tal ud for kronjyderne i tabellen, og der er i skrivende stund kun et enkelt point ned til stregen.
Søndag rendte man ind i et nyt nederlag til F.C. København - det fjerde på fire kampe - men det er for tidligt at snakke om krise, mener cheftræner Rasmus Bertelsen.
Og efter kampen var det også en træner, der ikke var bleg for at lette på hatten for det niveau, københavnerne lagde for dagen, selvom Randers egentlig startede fint.
- Jeg synes egentlig med Randers-briller, at vi starter kampen godt og energifyldt. Men så står vi og sover ved et hjørnespark, som så bliver et frispark, og så bliver det frispark et mål. Så bliver det opad bakke derfraJeg må tage min Randers-kasket af for de afslutninger, de lavede. Det var top-niveau og vi blev hårdt straffet, men vi bad også lidt om det i nogle situationer.

Men selvom facit altså lige nu hedder syv point i syv kampe - og fire nederlag i de seneste fire kampe - er der ingen grund til at hive i panikhåndtaget allerede nu. Heller ikke selvom stemmer udefra skulle begynde at snakke om panik.
- Jeg kan ikke styre, hvad folk snakker om. Men det er ikke sådan, at vi internt hiver i panikhåndtaget. Vi anerkender, at vi er i en hård situation og at der virkelig skal knokles for at få det vendt, forklarer cheftræner Rasmus Bertelsen.
Næste gang Randers skal i aktion, er efter landsholdspausen. Her møder man Sønderjyske på udebane.
Hvordan kampen mod FCK forløb, kan du læse mere om her:

F.C. København
Randers FC












