Poulsen realistisk om interesse i profil: Betaler de nok, går det den vej
Jakob Poulsen skal måske vænne sig til en tilværelse uden Mads Emil Madsen, der rygtes til FCK.

Jakob Poulsen og AGF er inde i en rigtig god periode.
Søndag sejrede aarhusianerne for fjerde gang i træk, da FC Fredericia blev slået med 4-1.
Mandag aften lukker transfervinduet, og hvis man skal tro på diverse rygter i medierne, kan Jakob Poulsen måske komme til at skulle forholde sig til et salg af en profil, når han skal sætte sin næste AGF-trup efter landsholdspausen.
For ifølge Bold er F.C. København interesseret i Mads Emil Madsen, og midtbanespilleren er meget velanset hos Jakob Poulsen, der godt kan forstå, hvad Løverne ser i ham.
- Mads er en stor profil på vores hold i øjeblikket. Det er klart, hvis et hold som FCK er ude efter ham. Det siger alt om, at han ikke bare er en stor profil på vores hold - men i Superligaen.
- Vi ville være trætte af at miste Mads. Samtidig kender jeg jo gamet, og jeg ved jo godt, at hvis der er nogen, der betaler nok, så er det som regel den vej, det går.

- Men det er klart, at vi er glade for Mads og gerne ser ham blive, siger Jakob Poulsen til Campo og den øvrige presse.
At miste en spiller, man betragter som en profil, er ikke noget drømmescenarie for en cheftræner.
Alligevel er der et element i rygterne om Mads Emil Madsens fremtid, som Poulsen finder opløftende.
- Men jeg hæfter mig også ved, at jeg synes, det er fedt, at vi har spillere, der bliver interessant for større klubber end vores. Det betyder, at vi gør noget rigtigt.
Jakob Poulsens AGF-mandskab spiller næste kamp den 14. september på udebane mod Viborg FF.
Læs om sejren mod Fredericia herunder:

AGF
Jakob Poulsen












