Mortensen afsat som straffeskytte: Det giver lidt sig selv
Patrick Mortensen fik ikke chancen, da AGF fik tildelt et straffespark mod FC Fredericia.

Patrick Mortensen kom på tavlen, og han havde også muligheden for at blive dobbeltmålscorer, da AGF søndag eftermiddag moste FC Fredericia.
De Hviie fik nemlig tildelt et straffespark, men noget overraskende var det ikke den vante skytte, der tog sig af forsøget.
Den beslutning forklarede AGF's nummer ni selv over for Viaplay efter kampen.
- Jeg tænker, at det lidt giver sig selv, når man har brændt et par stykker. Der er jo også andre, og vi er et hold. Ingen er større end holdet, og så var det dejligt, at Felix [Beijmo] også kunne få lidt medvind i dag. Han havde det lidt hårdt, da han startede ude efter nogle gode præstationer, så jeg tror også, at han var glad.
- Og så er der i hvert fald ikke nogen, der kan komme og sige, at jeg kun scorer på straffe. Det er noget, jeg og klubben har snakket om, og det er så fair. Det har jeg slet ikke noget imod, og så scorer jeg bare i åbent spil, fortæller en kæk Patrick Mortensen til Viaplay.

Patrick Mortensen har ikke selv haft spor meget held i sprøjten fra ellevemeterpletten, hvor han ellers plejer at være ganske træfsikker.
Hvis man tæller omsparket mod Randers FC med, så har AGF-stjernen brændt tre straffespark i denne sæson.
I hele sin karriere har han kun brændt fem, mens det er blevet til 30 scoringer.
Felix Beijmo har tydeligvis øvet sig på sine straffespark, da svenskeren sikkert scorede fra pletten.

FC Fredericia
AGF
Patrick Mortensen












