Tottenham lider første nederlag under Thomas Frank
Bournemouth fik sat en stopper for Thomas Franks stime som ubesejret i Tottenham.

Der var linet op til en perfekt lørdag på Tottenham Hotspur Stadium, hvor Bournemouth kom forbi, men i stedet for den tredje sejr i rap endte det med et 1-0-nederlag til Tottenham.
London-klubben var kommet suverænt fra land under Thomas Frank med to sejre mod Burnley og Manchester City, og inden startfløjt var der flere gode nyheder til Spurs-fansene.
Det nye stjerneindkøb Xavi Simons blev nemlig præsenteret for fansene, men den hollandske landsholdsspiller måtte overvære kampen fra tribunen.

Det samme var tilfældet for Dominic Solanke, og netop Solanke kunne Thomas Frank godt have brugt i lørdagens kamp, hvor Spurs-offensiven svigtede.
Tottenham gik nemlig gennem alle 90 minutter uden at komme på tavlen.
Bournemouth derimod tog føringen efter blot fire minutter, da Evanilson trykkede på mål. Afslutningen fik en afretning af Cristian Romero og gik i mål.
Med scoringen kom Tottenham bagud for første gang i Thomas Frank-æraen.

Ganske få minutter senere var det tæt på at blive 2-0, men til Tottenhams held var Antoine Semenyo yderst uskarp med hovedet og headede bolden over mål.
I starten af anden halvleg var det igen tæt på at gå galt for Tottenham ad to omgange, da først Semenyo igen var farlig, hvilket krævede en stærk parade fra Vicario i buret, inden Bournemouth et par minutter senere ramte overliggeren.
Bournemouth kom aldrig på 2-0, men Thomas Franks mandskab leverede en præstation under niveau og blev aldrig for alvor farlige.
Opgøret endte 1-0 til Bournemouth. Du kan se highlights øverst i artiklen:
Bournemouth solgte tidligere på ugen Phillip Billing til FC Midtjylland, og timingen for skiftet fra England til Danmark er mere end god:

Tottenham Hotspur
Thomas Frank
Bournemouth












