Sønderjyske sender back retur til Kolding
Dalton Wilkins skal i resten af sæsonen spille for Kolding IF i 1. division.

26-årige Dalton Wilkins tager et lille stykke længere nordpå i resten af den indeværende sæson.
Sønderjyske-backen udlejes nemlig til Kolding IF frem til sommer.
Det skriver Sønderjyske Fodbold på sin hjemmeside.

Dermed vender Wilkins hjem til Kolding, som han spillede for, inden skiftet til Sønderjyske.
– Vi er glade for, at vi i fællesskab har fundet denne løsning. Dalton Wilkins er kommet stærkt retur efter en skade og spillede 3F Superliga-fodbold så sent som i søndags, og nu har han brug for at komme ud og få mere kontinuerlig spilletid, end der er udsigt til i Sønderjyske Fodbold lige i øjeblikket.
– Han kommer til en klub, han kender, og hvor det vil være plug-and-play fra første dag, og forhåbentligt får han masser af spilletid i Kolding IF, så han kan vende endnu stærkere tilbage til sommer, siger sportschef Casper Daather i pressemeddelelsen.
Den newzealanske back har foreløbigt spillet 19 kampe for Sønderjyske.
En skade har holdt den 26-årige Wilkins fra spilletid, men nu skal han finde tilbage til kampformen i Kolding, der aktuelt er nummer to i 1. Division.
Sønderjyske
Kolding IF












