Randers præsenterer 18-årigt stortalent
Senegalesiske Ousseynou Fall Seck er ny spiller i Randers.

Randers FC har tilføjet forstærkning til offensiven.
Kronjyderne henter den senegalesiske landsholdsspiller Ousseynou Fall Seck, der kommer til klubben fra AJEL de Rufisque i sit hjemland.
I Randers har det 18-årige stortalent fået en kontrakt, der gælder for de næste fire år.

Lige nu deltager han ved African Nations Championship med Senegal, der skal i kamp for turneringens 3. plads, skriver Randers FC.
– Fall Seck er en spændende, kreativ offensivspiller, der er rigtig stærk teknisk, samtidig med at han har en god størrelse. Han besidder uden tvivl et stort potentiale, som jeg håber, vi kan være med til at forløse her i Randers FC, fortæller Søren Pedersen og fortsætter:
– Det er klart, at det kræver noget arbejde at få forløst det store potentiale, han rummer. Der er nogle sprogbarrierer, som vi skal hjælpe ham med at overkomme, og der er også noget fodboldfagligt, han skal bygge på i forhold til at blive integreret i den danske liga.
Men det har vi heldigvis rigtig gode erfaringer med, og jeg er helt sikker på, at vi kan udvikle ham til både at blive en vigtig spiller for Randers FC og til en god økonomisk case, siger fodbolddirektør Søren Pedersen til Randers hjemmeisde.
Ousseynou Fall Seck skal spille i nummer 25.
Randers FC












