Brøndby kæmper forgæves: Europa-eventyret slutter
Der bliver ingen Conference League for Brøndby IF i denne omgang.

F.C. København klarede den og FC Midtjylland klarede den.
Men det gjorde Brøndby IF desværre ikke.
Til trods for en heroisk indsats på Brøndby Stadion torsdag aften, er klubben fra Vestegnen færdige i europæisk sammenhæng for denne omgang.
Franske Strasbourg rejser nemlig hjem med en 2-3-sejr i bagagen. Første opgør endte uafgjort.
Selvom Strasbourg fik en sejr med hjem, var kampen meget jævnbyrdig.
Især efter pausen tog Brøndby faktisk teten mod Ligue 1-klubben.
Strasbourg havde heller ikke hverken mange eller store chancer, men formåede altså alligevel at score tre gange.
Og så peger pilen ét sted hen: Patrick Pentz i Brøndby-målet.
Den østrigske landsholdskeeper tog sig nemlig ikke særlig godt ud ved hverken det første, andet eller tredje Strasbourg-mål.
Efter et kvarter blev Emanuel Emegha stukket i dybden, og Patrick Pentz tøvede længe inde i Brøndby-målet. I sidste ende endte det med, at han blev fanget på mellemhånd.
Kort før pausen fordoblede Strasbourg så føringen, denne gang på et langskud som Patrick Pentz formentlig også kunne have nuppet på en god dag.
Daniel Wass fik dog reduceret for Brøndby i det 45. minut, så det europæiske håb i dén grad fortsat var i live.
Efter pausen trykkede Brøndby på, hvilket resulterede i båder chancer og hjørnespark. Men i det 66. minut endte et af hjemmeholdets hjørnespark med at blive dyrt.
Strasbourg fik nemlig vundet duellen og stak afsted i en omstilling, som endte med en fri afslutning til Emanuel Emegha. Den valgte han at placere fladt og midt i målet, men Patrick Pentz havde allerede besluttet sig for at hoppe mod det lange hjørne. Østrigeren fik dog alligevel fødderne på afslutningen, men det var ikke nok til at holde bolden ude.

Med fem minutter igen fik Brøndby fornyet håb, da kampens dommer, der generelt ikke var populær på Brøndby Stadion, dømte et forkert indirekte frispark til Brøndby i Strasbourgs felt for en tilbagelægning.
Det fik nyindkøbte Michael Gregoritsch udnyttet til at score sit første mål for sin nye klub, da han bankede bolden i mål til 2-3.
Resten af opgøret blev en bølgende affære, fordi Brøndby satsede offensivt. Det gav chancer i begge ender, men ikke flere mål.
Kort før slutfløjt opstod en underlig situation, da Junior Mwanga nægtede at give bolden fra sig i forbindelse med et frispark. Det affødte tre advarsler - en til ham selv og to til Brøndby.
Der nåede også at blive uddelt et rødt kort til en af Strasbourgs assistenter.
En hæderlig indsats af Brøndby, der dog ikke kan bruge æren af kampen til meget lige nu.
Brøndby IF
RC Strasbourg












