Målmaskine på lånt tid?: Vi kigger efteråret an Foto: Foto Trine

Målmaskine på lånt tid?: Vi kigger efteråret an

1. divisionens-topscorer, Kasper Andersen, har kontraktudløb i Aarhus Fremad næste sommer.

Kasper Andersen løber med bolden i en kamp for Aarhus Fremad på Riisvangen.
Foto: Foto Trine

📍 Campo i Aarhus

Kasper Andersen har bombet mål ind for Aarhus Fremad i sæsonopstarten.

Den danske angriber kom i sommerpausen til Aarhus Fremad efter et par år i Fremad Amager, og Andersen har på det personlige plan fået en perfekt start på tilværelsen i Smilets By.

Seks mål i syv kampe er Fremad-profilen noteret for, hvilket gør ham til topscorer i 1. division, men opholdet på Riisvangen kan måske allerede slutte næste sommer.

27-årige Kasper Andersen har nemlig kontraktudløb i Aarhus i sommeren 27', men trods spydspidsens varme start på sæsonen følger Fremad den plan, der blev lagt, da han kom til klubben.

Det fortæller Aarhus Fremads direktør, Jesper Blicher, til Campo.

- Vi lavede helt bevidst en kort aftale, fordi han skulle flytte fra København og lige skulle finde ud af, hvad 'han ville' med Aarhus. Han er jo en moden spiller, som godt kan være lidt svær at flytte rundt på.

- Så det ligger lidt i aftalen, at vi kigger på det til efteråret. Men indtil videre tænker jeg, at det virker til, at han er faldet godt til, siger Blicher.

Kasper Andersen løber med bolden i en kamp for Aarhus Fremad på Riisvangen.
Foto: Foto Trine

Kasper Andersen har gjort kometkarriere i Fremad, men angriberens målform er ikke kommet som en overraskelse for Blicher og trænerstaben i klubben - for han har længe været i klubbens søgelys.

- Kasper er jo en spiller, som vi, og især Morten (Dahm Kjærgaard, red.) har kigget på gennem flere sæsoner. Vi kan huske ham fra tiden i Brabrand (fra 2018-23, red.).

- Han var deres bedste mand - og rigtig irriterende at spille mod, siger Blicher med et grin.

Udover Brabrand og Fremad Amager har Kasper Andersen også en fortid i Viborg FF, hvor han spillede i karrierens spæde år.

Fredag skal Kasper Andersen og Aarhus Fremad i ilden, når AaB gæster Riisvangen - og der kommer smæk på. Læs mere her:

AaB gæster Riisvangen: Vi nærmer os stadionrekord

Mest læste

Notifications

Notifikationer