AaB gæster Riisvangen: Vi nærmer os stadionrekord
Riisvangen Stadion bliver fyldt til bristepunktet, når Aarhus Fremad fredag tager imod AaB, siger Fremads direktør til Campo.

📍 Campo i Aarhus
Aarhus Fremad er den nye dreng i klassen i 1. division.
Holdet fra det nordlige Aarhus rykkede i sidste sæson op i landets næstbedste række, og fredag venter en af sæsonens helt store styrkeprøver - både på og uden for banen.
Det aarhusianske mandskab får hjemme på Riisvangen Stadion besøg af AaB, og der er lagt op til et brag af en kamp, hvor Fremads stadionkapacitet bliver udfordret.
For klubben forventer nemlig, at der bliver tæt på udsolgt til kampen, fortæller klubbens direktør Jesper Blicher til Campo.
- Vi har en tro på, at vi faktisk kan melde udsolgt, og det vil sige 4.000 tilskuere på Riisvangen.
- Vi kunne faktisk godt lukke flere ind, men vi skal være sikre på, at dem der kommer, får en god oplevelse. Derfor har vi sat en grænse på 4.000. Vi glæder os helt vildt. Det er jo en kamp, vi har set frem til længe, siger Jesper Blicher.
Udebaneafsnittet lyder på 850 fans, og direktøren ser frem til at vise 'Vangen' frem for de nordjyske gæster.

- Vi glæder os, og vi er klar til at tage pænt og godt imod dem. Vi er jo glade for, at de vil besøge Riisvangen - Danmarks smukkeste fodboldstadion.
Hvis 4.000 slår vej forbi 'Vangen' på fredag, vil det være ny stadionrekord. Den nuværende rekord blev sat i 2022, da Fremad leverede en enorm pokalsensation og sejrede med 4-0 mod Brøndby IF.
God dialog med AaB og politi
Det bliver altså et velbesøgt Riisvangen, der fredag slår dørene op, og det har man naturligvis taget højde for - så godt som muligt, siger direktøren.
- Vi har jo en tradition på Riisvangen om, at vi gør tingene stille og roligt. Og det håber jeg også, vi gør på fredag.
- Men vi har sat ekstra vagter ind, har vores vanlige visitering i indgangen og har haft en god dialog med vores sikkerhedsfolk, AaB og politiet, der også vil være til stede fredag.

Så sent som tirsdag blev AaB tildelt en bøde for pyroteknik, efter en håndfuld AaB-supportere tidligere på måneden antændte seks styks pyroteknik i en kamp mod Vendsyssel.
Fremad er opmærksomme på pyroteknik-problematikken, der kan opstå, men indrømmer, at det er en udfordring.
- Det (stadion, red.) er jo nærmest en åben kommunal park. Vi ved, at folk både medbringer og gemmer pyro på stadions, og vil man gøre det, er Riisvangen absolut en mulighed.
- Men vi forsøger at tjekke efter det, det bedste vi kan. Vi har uddannet personel, som ved, hvordan sådan en kamp skal håndteres. Så lad os se, om vi ikke kan afvikle kampen i den vanlige gode Fremad-ånd. Det er jeg sikker på, at vi nok skal.
Fredagens kamp mellem Aarhus Fremad og AaB fløjtes i gang klokken 18:00. Kampen kan også ses på Viaplay.

AaB
Aarhus Fremad












