Gammel FCK-kending på mål mod Brøndby: Det er jo lidt specielt
Strasbourgs Mike Penders udgik med en skade, og derfor måtte den tidligere FCK-keeper Kalle Johnsson vogte buret mod BIF.

📍 Campo i Strasbourg
Det er ikke meget 35-årige Kalle Johnsson har spillet, siden han kom til RC Strasbourg i sommeren 2024.
Tre kampe fra start i ligaen og tre kampe i pokalturneringen.
Foran den tidligere F.C. København og Randers FC-keeper står den blot 20-årige Chelsea-lejesvend, Mike Penders, der er en af Europas helt store målmandstalenter.
I torsdagens kamp måtte unge Penders dog lade sig udskifte, da han følte sig ude af stand til at fortsætte i slutningen af første halvleg. Og så måtte Kalle Johnsson varme op på rekordtid og på banen mod sine tidligere rivaler fra tiden i FCK.
- Det er lidt specielt mod et dansk hold. Men dejligt at få minutter i benene, fortalte Kalle Johnsson til Campo og pressen efter kampen, og fortsatte:
- Hvis man er andenkeeper skal man bare være klar, så hvis der sker et eller andet, så forsøger jeg bare at træne godt.
- Jeg spillede jo mod Brøndby med Randers og F.C. København. Så selvfølgelig var det nogle fine kampe mod Brøndby. Det er nogle fede kampe at spille - i Brøndby også.

Nu er det oppe i luften, hvorvidt Kalle Johnsson skal vogte Strasbourg-målet i returkampen på Brøndby Stadion næste torsdag.
Torsdagens indhop betød samtidig, at Kalle Johnsson nu har Brøndby IF som den klub, han har spillet allerflest kampe mod i karrieren. Og den garvede Eks-Superliga keeper ser da også stille og roligt frem til et gensyn med Brøndby Stadion og med København.
Men om det bliver til en start eller bænkplads, det ved hverken han eller holdet endnu.
- Jeg kender godt Brøndby Stadion, det skal nok blive fint at komme tilbage til København. Brøndby plejer at have en god bane og en god stemning også. Så jeg ser frem til kampen.
- Hvis jeg spiller eller hvis jeg er på bænken, så er jeg bare klar til at give den 100 procent, slår den 35-årige svensker fast efter kampen.
- Men jeg aner ikke, om jeg skal stå endnu. Jeg ved ikke, hvordan Mike har det. Han er til dopingkontrol lige nu. Vi har kamp søndag mod Nantes. Vi må tage det derfra. selvfølgelig vil jeg spille, men vi må se, hvordan han har det.
Sæsonen før (23/24, red), hvor Kalle kom til klubben og fik de første tre kampe i sæsonen, blev den serbiske Chelsea-keeper Djordre Petrovic lejet ind til Strasbourg og indsat som ny førstekeeper.
Og som du kan læse, er der et generelt mønster med, at Chelsea sender deres talenter på græs i vinregions-klubben. De to klubber har samme ejer, forretningskonsortiummet BlueCo anført af Todd Boehly.
Boehly og BlueCo købte i 2022 Chelsea og i 23' opkøbte de aktiemajoriteten i Strasbourg.
Brøndbys Patrick Pentz stod en brandkamp mod RC Strasbourg, der prøvede på alle mulige måder at få bolden i Brøndby-målet. Det mærkede Pentz sågar også på egen krop, læs mere om det i artiklen her.

RC Strasbourg
F.C. København
Brøndby IF












