FCK-midt efter Basel: Vi irriterede Shaqiri
William Clem fortalte efter kampen, at FCK’s gameplan til at håndtere og irritere Shaqiri virkede ganske udmærket.

📍 Campo i Basel
Der var en grund til, at F.C. København skulle holde ekstra godt øje med Xherdan Shaqiri til onsdagens playoff-brag i Basel.
FC Basel-stjernens venstreben viste sine kvaliteter, så snart han fik bare et kort øjeblik mere end tilladt.
Udover straffesparksscoringen, der trak opmærksomhed efter kampen på baggrund af en mistanke om en dobbeltberøring i forbindelse med Shaqiris spark, så agerede Shaqiri det helt store omdrejningspunkt i den schweiziske offensiv.
Københavnernes William Clem, der havde fået en sjælden start i fraværet af Thomas Delaney, gjorde selv fin figur og mente, at FCK formåede at håndtere og lukke Xherdan Shaqiri fint ned. Faktisk i sådan en grad, at han blev lidt irritabel.

- Det er jo en dygtig spiller med et sindssygt godt venstre ben. Men vi får lukket ham udmærket ned. Og det er klart, at når man så dropper ned på forsiden, så er han lidt irriteret over, at han ikke er med i kampen, sagde Clem om Shaqiri-håndteringen efter kampen.
- Han vil gerne have bolden i fusserne - så han kan sætte noget op derfra. Men jeg synes egentlig, vi holder ham okay væk fra vores mål.
Inden kampen spekulerede Shaqiri selv i, om hvordan F.C. København ville håndtere ham. Og her fortæller William Clem også, at der ikke var én, der havde til opgave at pakke ham ned. Der skulle en holdindsats til.
- Det tror jeg, at vi allesammen havde. I og med at han lavede - hvad knap tyve mål og tyve assists i den schweiziske liga, det er jo vanvittige tal. Så vi havde alle sammen fået at vide, at det er et vanvittigt venstre ben han render rundt med, fortalte William Clem efter kampen.
Shaqiri har også haft fin gang i den målskabende form i den indeværende sæson, men han har selv sat en høj barre at leve op til. Da han i sidste sæson - som Clem var inde på - præsterede hele 18 mål og 21 assists alene i den hjemlige liga fordelt over 34 kampe.
Shaqiris flotte præstationer førte også FC Basel til en tiltrængt double-sejr i Schweiz med sejr i ligaen og i den hjemlige pokalturnering.
Forud for kampen talte Campo med Basel-legenden Benjamin Huggel samt sportsredaktøren hos den baselske avis, Basel Zeitung, der mente, at Basel er afhængige af deres helt store stjerne for at sikre en god præstation. Læs mere om det her.

F.C. København
FC Basel












