Efter ét år i udlandet er Enggård hjemme igen: Vejle-projektet er sindssygt fedt
Det er kun et år siden, Mads Enggård forlod Superligaen. Nu er han tilbage, og returen til Danmark har været undervejs i noget tid.

📍 Campo i Vejle
Mads Enggård forlod sidste sommer Superligaen og Randers FC i en kæmpe handel, der gav den randrusianske klubs årsregnskab et godt boost.
Enggård røg til Molde FK i Eliteserien, men nu, et år senere, er det 21-årige stortalent tilbage på de danske græsbaner - men ikke i Kronjylland.
Den danske midtbanespiller blev tirsdag præsenteret i Vejle Boldklub, der har gaflet Enggård på en etårig lejeaftale, og han er svært tilfreds med at kunne kalde sig Vejle-spiller efter et hårdt år i Molde.
Det fortæller Mads Enggård til Campo.
- Det har været nogle hektiske dage. Der var tryk på med en klub, der var svær at forhandle med, og Vejle, der gerne ville have mig. Jeg ville helt sindssygt gerne hertil.
- Jeg elsker Superligaen, og projektet i Vejle er sindssygt fedt: Gode mennesker, der er her, god stab og gode spillere. Der var meget, der tiltalte mig, og selvfølgelig at komme tættere på familie, kæreste og venner, siger Enggård til Campo.

Siden skiftet til Molde har den tidligere Randers-profil spillet 39 kampe for den norske klub, hvoraf 12 af dem var i europæisk regi, men trods regelmæssig spilletid har den unge dansker i noget tid søgt et skifte.
- Det (skiftet, red.) har været undervejs i noget tid. Jeg havde en snak med min træner om, at jeg trivedes ikke så godt. Han går meget op i trivsel, og at folk har det godt, så han kunne godt forstå, jeg ville afsted.
- Så var der en bestyrelse, der ikke ville have mig afsted, så der var noget knas og nogle forskellige meninger i klubben, men det var dejligt, det lykkes.
Onsdag havde Enggård sin første træning i VB Parken, og Vejles nyeste skud på stammen har fået et godt indtryk, hvor han særligt er imponeret over holdets kvalitet.
- Det er et sindssygt stærkt og kompetitivt hold med flere gode spillere på hver position. Det er fedt, der bliver kæmpet om pladserne. Det er sådan, det skal være. Det er fedt, vi har så stærkt et hold, siger han.
Mads Enggård kan få debut for Vejle på søndag, hvor holdet fra Nørreskoven gæster AGF og Ceres Park Vejlby.
Mads Enggård er ikke den eneste spiller, Vejle for nyligt har hentet i Molde:

Vejle Boldklub












