Newcastle slår tilbage mod Isak: Løgn!
Newcastle er officielt gået i rette med stjerneangriberens opslag.

- Jeg har været stille i lang tid, mens andre har udtalt sig. Den tavshed har givet folk mulighed for at fremføre deres egen version af begivenhederne, selvom de godt ved, at det ikke afspejler, hvad der reelt er blevet sagt og aftalt bag lukkede døre.
- Virkeligheden er, at der blev afgivet løfter, og klubben har kendt til min holdning i lang tid. At lade som om disse problemer først opstår nu, er misvisende.
Det - og mere til - skrev Alexander Isak i en story på Instagram tirsdag aften.
Ordene kommer i kølvandet på en sommer, hvor den svenske angribers ønske om at forlade Newcastle er blevet beskrevet vidt og bredt i særligt de engelske medier.
Premier League-klubben har dog ikke tænkt sig bare at lægge øre til kritikken fra sin svenske stjerne.
Newcastle har nemlig nu bragt et svar til Alexander Isaks opslag på sin hjemmeside, hvor man blandt andet gør det klart, at han ikke er blevet lovet noget som helst:
- Vi er skuffede over at være blevet gjort opmærksomme på et opslag fra Alexander Isak.
- Vi vil gerne være helt tydelige omkring, at Alex fortsat er under kontrakt, og at han på intet tidspunkt er blevet lovet, at han kan forlade klubben denne sommer.
- Vi vil gerne holde på vores bedste spillere, men vi forstår også, at de har deres egne ønsker, som vi lytter til. Som vi også har forklaret Alex, bliver vi nødt til altid at have Newcastles bedste interesser for øje.
- Vores forventninger til et salg denne sommer er ikke blevet mødt, og det har vi været tydelige omkring. Vi forventer heller ikke, at forventninger bliver mødt, skriver Newcastle.

Premier League-klubben slår samtidig fast, at man endnu ikke har givet op på Alexander Isak:
- Alex er fortsat en del af vores familie, og han bliver budt velkommen tilbage, når han er klar til at tilslutte sig sine holdkammerater igen.
Ifølge BBC har Newcastle i begyndelsen af måneden afvist et bud på 110 millioner pund fra Liverpool på svenskeren. Det svarer til 950 millioner kroner.
Alexander Isak kom til Newcastle fra Real Sociedad i 2022. Siden er det blevet til 109 kampe, 62 mål og 11 assists.
Den danske landsholdslegende - og nuværende svenske landstræner - Jon Dahl Tomasson har også udtalt sig om Isak-Newcastle-sagaen.

Newcastle United
Alexander Isak












