Strasbourg-fans varsler stemningsboykot mod Brøndby
De to klubbers fans har bemærkelsesværdigt mange ting til fælles.

Torsdag lægger Stade de la Meinau græs til et vaskeægte knald-eller-fald-opgør.
Franske RC Strasbourg tager nemlig imod danske Brøndby IF i Conference League-kvalifikationens playoff-opgør.

De få heldige danske fans kan se frem til et opgør, som i hvert fald ikke kommer til at starte med bulder og brag fra hjemmeholdets fans side.
Således melder Strasbourg-fangruppen Ultra Boys 90, at de forud for kampen mod Brøndby igangsætter et stemningsboykot som følge af en problemstilling, de i dén grad kender til hos Brøndbys fans.
I sommer 2023 overtog konsortiet BlueCo aktiemajoriteten i Strasbourg - godt et år efter konsortiet havde overtaget Premier League-klubben Chelsea fra russiske Roman Abramovich under amerikanske Todd Boehlys lederskab.
- De problemer, vi har rejst siden Blueco overtog magten, er ikke forsvundet som ved et trylleslag i løbet af denne sommerpause. Tværtimod.
Indtil videre har transfervinduet i al sin absurditet vist, at Strasbourg ikke længere er en klub, der træffer beslutninger i egen interesse. Tværtimod ser vi en hovedløs flugt fremad, hvor Chelsea styrer skuden på bekostning af klubbens uafhængighed.

- Det forsøg, der blev gjort af Behdad Eghbali (medejer i klubben, red.) på at mødes med os i en formel ramme sidst i juni, ændrede intet. Tværtimod forstærkede det den foragt og arrogance, som Strasbourg-fansene føler fra klubbens ledelse.
- Problemet ligger i flerklubsstrukturen. Denne destruktive konstruktion, som gør klubber til simple brikker i en strategi, der kun gavner Chelsea og som nu spreder sig. Historien viser, at sådanne eksperimenter aldrig har respekteret sjælen i en klub og altid ender med et nederlag, lyder det fra fangruppen Ultra Boys 90.
Fangruppens protest mod klubbens ejerskab, kommer til at kunne føles, når Brøndby IF torsdag gæster klubben fra Alsace.
- Vores dybe overbevisning er selvfølgelig at støtte vores spillere, men også at kæmpe, når selve institutionen er truet. Denne dobbelte forpligtelse, som for nogle kan virke paradoksal, er netop kernen i vores engagement.
Vi har altid kæmpet for det, vi mener er retfærdigt og bedre for klubben og for tilstanden af supporterbevægelsen i Frankrig og i Europa. Vi vil ikke give op.

- De nuværende sportslige resultater må ikke blænde os og få os til at se bort fra kampen, der rækker langt ud over øjeblikkets kultur og den kortsigtede vision, som Strasbourg tilbyder på banen. Det, der sker med vores klub i dag, er alt for alvorligt til, at vi kan vende blikket væk og lade som ingenting. Vi vil fortsætte kampen mod multiklub-ejerskab og udenlandsk indblanding i vores fodbold.
- Som konsekvens er kvarteret med stilhed i starten af kampen nu genindført indtil videre, lyder det fra fangruppen.
For præcis ni dage siden meldte Brøndby-fangruppen Sydsiden ud, at den havde iværksat et stemningsboykot til hjemmekampen mod Vejle.

Chelsea FC
Brøndby IF
RC Strasbourg












