Officielt: FC Nordsjælland henter islandsk guldfugl
FC Nordsjælland har gaflet en 15-årig islænding i KR Reykjavik.

Han er stadig kun 15 år, men Alexander Pálmason har allerede fået debut i den bedste islandske række. Det gjorde han en uge efter sin fødselsdag og blev dermed den yngste debutant i ligaen.
Nu har den unge islænding opnået endnu en bedrift.
Alexander Pálmason skifter, når han fylder 16 år, nemlig til FC Nordsjælland fra KR Reykjavik. Det har FCN offentliggjort på sin hjemmeside.
– Jeg er meget glad for udsigten til at skulle spille i FC Nordsjælland. Det har været en rigtig god oplevelse at være i klubben, og vi er blevet behandlet som en af deres egne fra første møde. Så jeg glæder mig meget til det her nye kapitel.

– Jeg kan godt lide spillestilen, og måden man stoler på de unge spillere. Så det giver rigtig meget mening for mig at tage det her næste skridt i min karriere, siger teenageren til klubbens hjemmeside.
Unge Pálmason, der spiller højre kant, er noteret for 12 kampe for det islandske hovedstadshold.
Derudover har han repræsenteret Island på diverse ungdomslandshold. I alt har han spillet syv ungdomslandskampe.

FC Nordsjælland












