Kæmpe AaB-bet: Profil færdig for sæsonen
AaB må undvære en vigtig forsvarsspiller resten af sæsonen.

AaB har ikke fået nogen ønskestart på sæson 2025/26 med fem point i fem kampe i Betinia Ligaen.
Nu er der flere dårlige nyheder fra det nordjyske.
Bjarne Pudel blev i fredags skadet i opgøret mod AC Horsens, og AaB har nu meldt ud, hvornår Pudel igen er kampdygtig, og det er ikke god læsning for AaB-fansene.
Pudel har nemlig pådraget sig en alvorlig knæskade, der kræver en operation. Skaden forventes at holde den 24-årige AaB-spiller ude resten af sæsonen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Jeg er meget ked af, at jeg ikke kan hjælpe holdet på banen i de kommende måneder, for jeg vil virkelig gerne bidrage til at bringe klubben fremad igen.
- Det er desværre ikke muligt på banen, men jeg vil – ligesom fansene – støtte holdet bedst muligt uden for banen. Og så snart operationen er overstået, vil jeg sammen med klubbens dygtige sundhedsstab gøre alt, hvad jeg kan, for at komme tilbage som en bedre spiller, siger Pudel til AaB's hjemmeside.
Pudel har spillet 30 kampe for AaB.

AaB













