Froholdt høster store roser i Portugal Foto: Rita Franca/REUTERS

Froholdt høster store roser i Portugal

Victor Froholdt har fået en drømmestart i Porto.

Victor Froholdt efter Portos sejr over Gil Vicente.
Foto: Rita Franca/REUTERS

Det kunne ikke være gået meget bedre for Victor Froholdt.

Den 3. august scorede han i 1-0-testsejren over Atletico Madrid.

Siden har han spillet fra start for FC Porto i sæsonens første to officielle kampe, begge med sejr til følge.

Senest startede han inde mandag mod Gil Vicente, hvor han stangede Portos 0-1-mål i kassen. Porto endte med at vinde kampen 0-2, og Victor Froholdt er af blandt andre A Bola blevet kåret til kampens spiller.

Den portugisiske avis virker i den anledning til at være dybt imponeret af den bare 19-årige dansker.

- De 20 millioner euro, som André Villas-Boas investerede i den danske landsholdsspiller, kan vise sig at være et røverkøb, hvis den unge midtbanespiller opretholder sit niveau denne sæson.

- Det var ham, der førte FC Porto til en hårdt tilkæmpet sejr over Gil Vicente, og Froholdt er virkelig en maskine på den blå/hvide midtbane.

- Han afleverer, tackler, skaber situationer, sætter tempoet, finder sine holdkammerater og strækker spillet efter behag. Han er virkelig en forstærkning i ordets mest oprigtige forstand.

- En motor med brændstof som få andre, enorm intensitet og altid med fokus på kollektivet fremfor det individuelle. Foruden at score, så er det også værd at notere sig, at han holdt Gil Vicente fra at udligne nede på mållinjen i første halvleg. Den her unge nordiske spiller er en kæmpe, skriver A Bola.

De mange flotte ord står for den portugisiske avis' egen regning, for selv er Victor Froholdt en anelse mere afdæmpet:

- Jeg er virkelig glad for at være en del af det her hold. Vi har en masse kvalitet.

- Jeg er glad for at starte inde, og vi kan være stolte af os selv, siger han ifølge avisen.

Med sæsonens to sejre ud af to mulige i Liga Portugal indtager FC Porto tredjepladsen - á point med fire andre klubber i toppen af tabellen.

Porto endte i sidste sæson på tredjepladsen.

Næste opgave for den portugisiske storklub er søndag hjemme mod Casa Pia.

Mest læste

Notifications

Notifikationer