Officielt: Vejle styrker atter truppen med markant profil
Det tidligere FCK-talent er på plads i Nørreskoven.

Valdemar Lund spiller resten af 2025-26-sæsonen i Superligaen.
Den 22-årige forsvarsspiller er mandag blevet præsenteret hos Vejle Boldklub på en lejeaftale fra norske Molde.
Selvom kontrakten i første omgang løber til næste sommer, så har Vejle sikret sig en købsoption på det tidligere F.C. København-talent.
Allerede fra mandag indtræder Valdemar Lund i Vejle-truppen, hvor han får trøjenummer 5.
- Vejle Boldklub er en rigtig god mulighed for mig lige nu. Den udvikling, klubben har været igennem på det seneste, har imponeret mig, og mine samtaler med Ivan Prelec og Mikkel Hemmersam har kun bekræftet mig i, at der er gode perspektiver i at komme til Vejle. Holdet er ved at blive bygget stærkt op, der er lagt en god plan for mig, og klubben er i det hele taget i gang med et projekt, jeg kan dedikere mig til, fortæller Valdemar Lund.
- Jeg har gode minder med Vejle, eftersom jeg jo fik debut i Parken mod VB for nogle år siden. Jeg ved, at Vejle er en ægte fodboldby med en masse passionerede fans, der står bag holdet. Der er en atmosfære og energi i Nørreskoven, som er helt speciel. Vi får brug for en stærk hjemmebane for at blive i 3F Superliga, og jeg glæder mig til at træde ind på Vejle Stadion iført den røde trøje og være med til at indfri klubbens ambitioner, siger Valdemar Lund Jensen.

Den 22-årige forsvarsspiller spillede sin spæde fodboldår på fødeøen Amager, hvor han var forbi både AB Tårnby og Sundby Boldklub.
Han var dog fortsat ungdomsspiller, da turen gik videre til F.C. København, hvor han blandt andet var anfører for klubbens U19-mandskab, inden han i sommeren 2021 blev en fast del af klubbens førsteholdstrup.
Efter i alt 45 førsteholdskampe for københavnerne - herunder seks i Champions League - gik turen i februar 2024 videre til Norge og traditionsklubben Molde.
I Molde har han kontrakt til og med hele 2027.
Vejle har tidligere denne sommer hentet markante profiler som Mikkel Duelund, Christian Sørensen, Andrew Hjulsager, Lasse Nielsen, Jonathan Amon, Amin Chiakha og Wahid Faghir.
Valdemar Lund












