Efter nyt ‘VAR-show’: Dommerne kender ikke selv grænsen
AGF var ikke helt tilfredse med det straffespark, som OB fik tilkendt og scoret på.

Patrick Mortensen gad ikke bruge tid på VAR og handsreglerne, efter mandagens overlegne sejr over OB.
Men alligevel kunne han ikke dy sig fra at sende en lille finke afsted, efter at dommer Morten Krogh tilkendte OB et straffespark efter et længere VAR-tjek.
Patrick Mortensen var irriteret over situationen, fortalte han efter kampen til den fremmødte presse.
- Det der VAR-show og hands, jeg tror ikke selv at dommerne ved, hvor grænsen går henne. Det er nok lidt om det er søndag, mandag eller fredag. Det er hvad det er, jeg gider ikke bruge så meget tid på det. Sådan er det, udtaler Mortensen til Campo og den fremmødte presse.
Cheftræner Jakob Poulsen syntes ikke, at det lignede et straffe, derfra hvor han stod. Derfor var han også overrasket, da dommer Krogh pegede på pletten.
- Grunden til, at jeg var overrasket, det er jo, at jeg synes, armen stikker ud fra kroppen, men der, hvor bolden bliver ramt på armen, det synes jeg er tæt på kroppen. Det var den eneste overraskelse, jeg havde omkring det.
- Ellers vidste jeg godt, at da han gik ud og kiggede, så var der nok en god sandsynlighed for, at det ville ende på den måde, udtaler Poulsen til pressen under Nature Energy Park.
AGF's sublime sejr over OB får store roser af Campos ekspert. Læs mere her.

AGF
Patrick Mortensen
Jakob Poulsen












