’Gruppen er afgørende’, siger debuterende dansker i Premier League
Oprykkerne i Premier League får oftest en returbillet allerede efter første sæson. I Burnley kan gruppen af spillere blive afgørende.

Lørdag eftermiddag gør Burnley FC comeback i Premier League, når de møder Tottenham Hotspur.
På sidelinjen i udeholdets tekniske felt står danske Henrik Jensen, der hver dag assisterer manager Scott Parker på træningsbanen og i kamp - og missionen er klar:
- Vi arbejder alle ugens syv dage morgen, middag og aften. Det handler kun om at blive i Premier League, og nu kommer den rigtige test, siger Henrik Jensen til Campo.
Vi udvikler holdet fra uge til uge, og det var en af vores store styrker sidste år
Men det kræver også hårdt arbejde. For mens der i mange år stort set altid er en af oprykkerne, der er blevet hængende i verdens bedste liga, så har de seneste to års oprykkere haft det enormt svært.
Faktisk har det samlede point antal oprykkerne imellem aldrig været lavere end i de to seneste sæsoner. Det kan du læse meget mere om hos BBC.
For to sæsoner siden var Burnley også rykket op i Premier League, men sammen med Luton og Sheffield United satte klubben et rekordlavt antal point, da de tilsammen kun fik 66 point. Den rekord slog sidste sæsons oprykkere fra Ipswich, Leicester og Southampton, da de tilsammen kun hentede sølle 59 point.
Alligevel tror Henrik Jensen på, at Burnley denne gang har det, der skal til for at blive i det forjættede land.

- Der er jo klart en fysisk dimension, hvis du skal overleve, og det har vi haft god tid til at arbejde med. Det har jo et særligt fokus. Og så selvfølgelig taktisk og hvordan vi skal gribe kampene an.
- Men det er også vigtigt, at vi finder sammen som hold igen, for vi har fået nogle nye dygtige spillere ind, som skal integreres. Så vi udvikler holdet fra uge til uge, og det var en af vores store styrker sidste år, at vi har en god gruppe og en stab med stor stor kvalitet, og det skal det jo være igen, forklarer Henrik Jensen på telefonen fra det nordlige England.
Modstanderen lørdag hedder Tottenham Hotspur, og en kamp på udebane mod Thomas Franks store stjerner er en stor opgave, som kræver både tro på egne evner og så noget god gammeldags snuhed.
- Det er jo en balance imellem, at vi forbereder os minutiøst på modstanderne og forsøger at neutrale deres styrker og finde deres svagheder, og så at vi holder en stærk tro på vores egne styrker, lyder det fra Henrik Jensen, der også ser frem til mødet med landsmanden Thomas Frank.
- Først og fremmest er han jo en inspiration som træner, leder og menneske for mig og alle andre danske trænere, og det er fantastisk, hvad han har opnået. Det skal blive sjovt lige at hilse på ham, og så håber jeg alt det bedste for ham. Bare ikke lige lørdag, lyder det afsluttende fra den tidligere FC Midtjylland og Kalmar cheftræner, der snart indleder sin anden sæson i England.
Kampen mellem Tottenham Hotspur og Burnley FC starter lørdag klokken 16.00.
Burnley har forstærket sig forud for sæsonen og har blandt andet handlet i selveste Chelsea FC. Læs mere om det herunder:

Burnley
Thomas Frank












