Frank ‘sindssygt glad’ for akrobatisk brasilianer: Fantastiske mål
Thomas Frank er efter sin første Premier League-sejr som Tottenham cheftræner henrykt over måden, hvorpå den kom i hus.

Thomas Frank kunne næppe have ønsket sig mere.
Rent bur, tre scoringer, tre point og en delt førsteplads i Premier League efter sin første kamp i spidsen for Tottenham Hotspur i turneringen.
Men udover alt det ovenfor nævnte er danskeren henrykt over måden, hvorpå sejren kom i hus og særligt scoringerne, der blev leveret undervejs.
Og særligt en af de to Tottenham-målscorere har gjort indtryk på den danske cheftræner.
- Jeg er sindssygt glad for de tre mål, også for dem, der scorede dem. Richy, Richarlison, to fantastiske mål. Fantastiske afslutninger.
- Han har været rigtig god og er en, som har slidt lidt med skader, så jeg er rigtig glad på hans vegne, men udover det også hans arbejdsindsats. Det er fantastisk, hvordan han arbejder for holdet, siger Frank til Viaplay.

Richarlison, der for nyligt overtog trøje nummer ni i Nordlondon-klubben, leverede med det samme for Frank og scorede både på saksespark og på en afslutning fra nært hold på to flotte Mohamed Kudus-oplæg.
Foruden scoringerne er den danske træner glad for at han og holdet generelt kom godt fra start i opgøret, for han ved, at sejren ikke er givet, selvom man går ind til en Premier League-kamp som favorit.
- Det føles helt vildt godt. Man drømmer om at starte godt i en kamp mod Burnley som vi skal vinde på papiret, men så nemt er det ikke.
- Vi vinder en fuldstændig fortjent 3-0 sejr, så det er jeg meget tilfreds med.
Tottenham er efter opgøret mod Burnley på en delt førsteplads i ligaen.
Du kan læse mere om Thomas Franks debut i Premier League som Tottenham Hotspur-cheftræner her:

Burnley
Tottenham Hotspur
Thomas Frank













