Birk tror på mere europæisk succes: Det må indgyde respekt
Brøndby kom videre med lodder og trisser til Conference Leagues playoffrunde. Nu tror Frederik Birk på, at Brøndby kan levere overraskelsen.

Brøndby kom på nærmest sensationelt vis videre i Conference League-kvalifikationen med en 4-0-sejr hjemme mod Vikingur Reykjavik.
En sejr, der skabte stor jubel og vilde scener på Brøndby Stadion, for det var som sagt nok til at sende mandskabet videre i jagten på et europæisk gruppespil.
I den sidste og afgørende kvalifikationsrunde venter franske Strasbourg, et hold i en anden klasse end islandske Vikingur Reykjavik, men cheftræner Frederik Birk tror på, at Brøndbys sejr kan have en stor betydning.
- Jeg har ikke tænkt så meget om Strasbourg endnu, men jeg tænker meget om mit Brøndby-hold. Hvis vi kan se sådan her ud med 10 mand og vinde 4-0 over et fint hold, så må det indgyde lidt respekt, sagde Frederik Birk til Campo og den skrevne presse efter sejren mod Vikingur Reykjavik og fortsætter:
- Vi skal arbejde videre med os selv og de ting, vi gør godt. Så tror jeg, vi kan give modstanderen problemer, uanset hvem vi skal møde, siger Brøndby-cheftræneren.

Nicolai Vallys var særdeles udslagsgivende for, at Brøndby gik videre på bekostning af Vikingur, da han scorede to gange.
Han deler Frederik Birks tro på, at Brøndby kan skabe en overraskelse mod det franske Ligue 1-mandskab.
- Det er en stor udfordring, og vi skal have et bedre udgangspunkt, end vi havde før denne, men så tror jeg også på, at vi kan gøre det færdigt på Brøndby Stadion om to uger, siger Nicolai Vallys efter sejren over Vikingur.


Først venter der dog et svært opgør i Superligaen, hvor Brøndby IF gæster Randers FC på Cepheus Park.
Den kamp bliver sparket i gang søndag klokken 18.00.
Sejren over Vikingur bød også på et farvel til en stor Brøndby-skikkelse.
Læs mere her:

RC Strasbourg
Brøndby IF
Nicolai Vallys












