AaB-træner: Vi kan ikke forvente, vi vinder alle kampe Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB-træner: Vi kan ikke forvente, vi vinder alle kampe

Det var ikke just imponerende, den præstation AaB leverede fredag aften imod AC Horsens. Ifølge Steffen Højer og Nicklas Helenius er AaB dog stadig i udviklingsfasen.

Steffen Højer på træningsbanen med AaB
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Selvforståelsen i AaB er næppe, at man skal ligge i landets næstbedste række.  

Men for anden gang på tre sæsoner er klubben fra Nordens Paris at finde i 1. division.  

Kigges der på tallene fra sidst, hvor nordjyderne var at finde i den næstbedste række, så var der decideret niveauforskel mellem dem og resten af divisionen. De første ti kampe bød på syv sejre og 3 uafgjorte – og altså ingen nederlag. 

Det er dog ikke det samme mønster, som viser sig i indeværende sæson. Her har holdet haft anderledes svært ved at sætte resultaterne sammen. Blot fem point på fem kampe er det blevet til og kun en enkelt sejr kan de bryste sig af i det nordjyske. 

Steffen Højer på træningsbanen med AaB
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er dog ikke umiddelbart noget der bekymrer cheftræner Steffen Højer, som understreger, at AaB stadig er i udvikling. 

- Lige nu er vi jo ved at bygge noget op. Før i dag havde vi ikke tabt i fire kampe. Det er relativt nyt for vores hold her.

- Der er ingen problemer i at tabe en fodboldkamp en gang imellem. Det, det handler om, det er, hvordan vi reagerer på det her nederlag. Vi kan ikke forvente, at vi bare går ud og vinder alle kampe i den her række, siger Steffen Højer til Campo og pressen efter opgøret.

For Steffen Højer var det specielt tempoet, der fremadrettet skal arbejdes med. Men han anerkender også, at man møder en god modstander.  

- Det er den femte kamp, de (AC Horsens, red.) holder nullet, og det gør de rigtig godt. De spiller fodbold på en lidt anden måde. Vi har vel kun halvanden chance, og så er det heller ikke nemt at vinde fodboldkampe. Igen – det er godt håndteret af dem.

- Vi må tilbage og arbejde med tempo og temposkift. Og på at turde lidt mere, end vi gjorde i dag, siger AaB-cheftræneren.

Steffen Højer har endnu ikke rundet sin første måned i spidsen for det nordjyske flagskib.

Nederlaget til AC Horsens fredag aften var dog Højers første som cheftræner i AaB. Han blev ansat den 29. juli. Inden da stod Bo Zinck for holdet.

AaB skal allerede tirsdag i aktion igen, når de møder Esbjerg fB i Betinia LIGA.

Hos AC Horsens jagter de, ligesom AaB, også tilbagevenden til den bedste danske fodboldrække. Trods sejren mente Patrick Olsen ikke, at holdet endnu er, hvor det skal være. Læs mere herunder:

Horsens-profil efter sejr: Vi er slet ikke der, hvor vi skal være endnu

Mest læste

Notifications

Notifikationer