Stort ansvar fra start: Yussuf Poulsen udnævnt som anfører
Yussuf Poulsen kommer til at bære anførerbindet om sin arm i HSV.

For lidt over en måned siden sagde Yussuf Poulsen farvel og tak til RB Leipzig efter 12 år i klubben.
Kursen blev i stedet sat mod Hamburger SV.
Og han er ikke bare kommet til for at være marginalspiller eller slå benene op i sin karrieres efterår.
Han kommer efter alt at dømme til at spille en hovedrolle i sin nye klub.
HSV oplyser nemlig på sin hjemmeside fredag, at man har udpeget den danske angriber som anfører for den kommende sæson.
- Vi diskuterede internt i trænerstaben, hvem der skulle udfylde den rolle. Vi valgte Yussuf, fordi han har en aura af ansvar og en masse erfaring. Dertil er han skoleeksemplet på 100 procent seriøsitet, siger HSV-cheftræner Merlin Polzin.
Den 31-årige dansker glæder sig til sin nye rolle:
- Det betyder meget for mig, at trænerne og holdet har givet mig så stort et ansvar fra start. Jeg kommer til at give alt, jeg har for at udfylde den rolle, siger han.
Yussuf Poulsen nåede i løbet af sine 12 år i Leipzig at spille 425 kampe.
HSV tager hul på sæsonen lørdag klokken 13.00 mod Pirmasens i DFB Pokal. Derefter venter Bundesligaen i næste weekend.
Yussuf Poulsen
Hamburger SV













