Horsens-profil efter sejr: Vi er slet ikke der, hvor vi skal være endnu Foto: AC Horsens

Horsens-profil efter sejr: Vi er slet ikke der, hvor vi skal være endnu

Godt nok vælter pointene ind i Horsens, men de er endnu ikke der, hvor de skal være.

Foto: AC Horsens

Det kører for AC Horsens for tiden.

Drengene fra Langmarksvej er kommet stærkt fra start i Betinia Liga, hvor holdet efter fem kampe forsat er ubesejrede. Desuden har de blot indkasseret ét mål.

Der er mange ting at smile over for David Nielsen og hans tropper, og fredag aften blev smilet blot endnu bredere. Her slog de gule fra Horsens superliganedrykkerne AaB med 0-2 på en ellers svær udebane.

Efter kampen var Horsens’ Patrick Olsen også glad over holdets præstation og den måde, de lykkedes med at holde AaB-holdet fra fadet.

- Vi står godt. Og vi er aggressive på de rigtige tidspunkter. Og så er det jo svære at spille imod. På den måde har vi været taktisk gode i dag – til at lukke det ned, som de er gode til normalt, siger Patrick Olsen.

Der var dog ikke kun glæde at spore hos midtbanemanden. Spørger man Patrick Olsen, er der nemlig stadig plads til forbedring

- Lige nu er vi inde i en god periode. Men det kan blive bedre og det arbejder vi på hver eneste dag. Vi er slet ikke der, hvor vi skal være endnu. Men det er en dejlig sejr at komme herop og få, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, at vi mangler nogle ting. Jeg synes blandt andet, at der er nogle gange, hvor vi smider bolden lidt for let og er lidt ukoncentrerede i nogle små situationer. Det skal vi være skarpere til, hvis vi gerne vil nå op og nå et Superliga-niveau.

Foto: AC Horsens

Derfor er det også for tidligt at udråbe AC Horsens til favoritter i oprykningsræset. Det var i hvert fald ikke noget, som Patrick Olsen havde lyst til at snakke om.

- Der er nogen, der ikke vil snakke om det, og nogen, som gerne vil snakke om det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så skal vi som fodboldspillere tage en kamp ad gangen, sagde han efter kampen.

Sejren betyder, at AC Horsens nu ligger alene i toppen af tabellen i landets næstbedste række.

Mest læste

Notifications

Notifikationer