Stukket helt af: Sancho har fået fem millioner kommentarer fra tyrkiske fans
Besiktas fans vil virkelig gerne have Jadon Sancho til klubben.

På visse områder er de tyrkiske fodboldfans bare i en klasse for sig.
Det kan Jadon Sancho formentlig skriver under på.
Forleden udtalte Besiktas' præsident, at man i den tyrkiske klubs ledelse ville gøre sit bedste for at hente englænderen til klubben, hvis han havde lyst.
Den udmelding fik fansene til at trække i arbejdstøjet og flyve direkte ind på Jadon Sanchos Instagram-profil.
Her kan man i skrivende stund se, at hans seneste opslag på det sociale medier har fået vanvittige 5,3 millioner kommentarer - primært fra tyrkiske fodboldfans, der forsøger at lokke ham til Besiktas.
Opslaget er fra den 24. juli, og til sammenligning har hans forrige opslag fra den 19. juli mere beskedne 39.000 kommentarer.
Tiden må vise, om Besiktas' fans strategi lykkes.
Det er dog ikke kun den tyrkiske storklub, der godt kunne tænke sig at hente den 25-årige kantspiller, der fortsat har et enkelt år tilbage af sin aftale med Manchester United.
Ifølge Sky Sports er Borussia Dortmund også interesseret. Dertil skulle der også være klubber i både Saudi-Arabien og Italien, som følger med.
Manchester United
Jadon Sancho












