Dansker i vælten i Sverige: Det var en fejl
Et uheldigt like på Instagram er blevet til en historie i Sverige.

Den danske IFK Göteborg-stjerne Max Fenger har gjort sig uheldigt bemærket i det svenske.
Et opslag begyndte mandag at florere på de sociale medier, der viste, at Fenger havde liket et opslag på Instagram, hvor en voldelig IFK Göteborg-fangruppe var i slåskamp med Helsingborgs IFs ditto.
Mandag aften var Fenger og Göteborg i aktion, og efter 1-0 sejren mod Gais var klubbens sportsdirektør, Hannes Stiller, ude at tage afstand fra opslaget.
- Jeg har ikke selv set det på de sociale medier, men hvis Max har liket sådan et opslag, er det ikke noget, vi som klub står inde for.
– Man kan komme til at trykke på den forkerte knap og komme til at like noget uden at tænke over det. Indholdet i opslaget er ikke noget, vi står bag, og jeg tror heller ikke, at Max gør.
- Vi må se, om det er noget, vi kommer til at tage op med Max, fortæller Stiller til svenske Aftonbladet.
Mediet har efterfølgende talt med Fenger, der afviser at have liket opslaget med vilje.
– Jeg vidste ikke engang, at jeg havde liket det opslag. Det må have været et forkert tryk, for jeg står ikke inde for budskabet i opslaget. Så snart jeg forstod, hvad det var, fjernede jeg liket. Der var ikke mere i det end det, siger Max Fenger.
Max Fenger kom til Göteborg fra OB tidligere på året. Fenger har været i aktion 23 gange for det svenske mandskab med 13 mål til følge.
IFK Göteborg












