Afvist: Crystal Palace må ikke spille i Europa League
Crystal Palace’ appel er blevet afvist.

Den internationale sportsdomstol (CAS) har vendt tomlen ned og afvist Crystal Palace' appel.
Premier League-klubben har derfor ikke længere udsigt til at skulle spille med i Europa League. I stedet står den på Conference League.
Det betyder, at Nottingham Forest med al sandsynlighed får glæde af beslutningen og nu kan se frem til at spille med i Europa League.
Crystal Palace vil ifølge blandt andre Sky Sports overveje sine juridiske muligheder.
Beslutningen fra den internationale domstol om at afvise Crystal Palace' appel betyder, at UEFA's oprindelige beslutningen står ved magt.
Det skyldes, at man trods et ihærdigt forsøg ikke lykkedes med at overholde reglerne for flerklubsejerskab.
Den amerikanske forretningsmand John Textor ejer nemlig store dele af både Crystal Palace og Lyon.
Lyon har også kvalificeret sig til Europa League, men der må ikke være to klubber med samme ejer med i den samme europæiske turnering.
Eftersom Lyon sluttede højere i tabellen i Ligue 1 end Crystal Palace gjorde i Premier League, er det den franske klub, som er blevet tildelt pladsen i Europa League, mens London-klubben må tage til takke med en plads i den tredjebedste europæiske turnering.
Det er nemlig den klub med den højeste placering i sin hjemlige liga, der får pladsen i UEFA’s turneringer, når der er tale om flerklubsejerskab.
Crystal Palace kvalificerede sig til Europa League ved at vinde FA Cup i sidste sæson.
Premier League-klubben står nu til at møde taberen af FC Midtjylland og Frederikstad i den sidste og afgørende playoff-runde til Conference League.
Crystal Palace












