Vestergaard og Leicester ødelægger Henrik Pedersens drømmedebut
En dansker gjorde det onde mod en anden.

Henrik Pedersen var med sit Sheffield Wednesday-mandskab godt på vej mod en urealistisk god start på Championship-sæsonen.
Hjemme på King Power Stadium sørgede Jannik Vestergaard dog for at ødelægge debuten for sin landsmand, da han igangsatte det Leicester-comeback, der i sidste ende endte med en 2-1-sejr til Premier League-nedrykkerne.
Først få dage inden Sheffield Wednesdays sæsonåbner i The Championship besluttede klubbens spillere sig i samlet flok for rent faktisk at spille kampen, efter de af flere omgange ikke havde fået udbetalt løn, hvilket har fået flere holdkammerater til at forlade klubben.

Derfor var traditionsklubben fra Hillsborough også markant unertippede i udekampen mod Premier League-nedrykkerne fra Leicester, men midtvejs i første halvleg gav Nathaniel Chalobah klubbens fans fornyet håb med sin scoring til 0-1.
Ti minutter inde i anden halvleg modtog den danske landsholdsforsvarer Jannik Vestergaard dog bolden midt i Wednesday-feltet, og med store bevægelser og tre berøringer lykkedes det danskeren at sætte udligningen i nettet.
Jannik Vestergaard udligner til 1-1:
20-årige Pierce Charles kæmpede bravt i Sheffield Wednesday-målet for i det mindste at kunne bringe ét point med hjem til Sheffield, og den nordirske målmand diskede op med flere flotte redninger.
Alligevel måtte han med tre minutter tilbage af kampen se sig overlistet af belgiske Wout Faes, der headede et hjørnespark fra Bilal El Khannouss i mål bag den sagesløse nordirer.
Selvom vejen dertil var bumlet, lægger oprykningsfavoritterne dermed ud med en sejr, mens Sheffield Wednesday næppe er blevet mindre favoritter til at tage en af de fire nedrykningspladser i The Championship.
Leicester City
Jannik Vestergaard












