Superliga-debutant sender Brøndby tilbage på sejrssporet
Brøndby IF kom tilbage på sejrssporet, da Vejle Boldklub lagde vejen forbi Vestegnen søndag aften.

Der har været langt mellem snapsene på det seneste for Brøndby IF.
De blå-gule har indkasseret tunge nederlag til både Viborg FF i Superligaen og Vikingur Reykjavik i Conference League-kvalifikationen.
Således har uroen ulmet på Vestegnen, og det markerede Sydsiden med et stemningsboykot i første halvleg mod Vejle Boldklub, hvor der ellers var god grund til Brøndby-jubel, da en Superliga-debutant scorede sejrsmålet.
Efter bare otte minutter kom Nicolai Vallys nemlig på tavlen, da Brøndby-stjernen fejrede sin nylige kontraktforlængelse med et smukt hovedstød efter et lige så smukt indlæg fra Daniel Wass.
Brøndby-føringen blev fordoblet, da den nytilkomne englænder og Superliga-debutant Luis Binks dukkede op i Vejle-feltet og prikkede de blå-gule på 2-0.


Kort efter Luis Binks' første mål for Brøndby, lykkedes det dog Vejle at reducere, da Christian Gammelgaard sendte et indlæg tæt ind under Patrick Pentz' mål, hvor Stefan Velkov steg til vejrs og stangede bolden i nettet til 2-1.
Anden halvleg kastede ikke de store chancer af sig, og således blev der heller ikke tilføjet nogen scoringer til måltavlen.
Således tager Brøndby tre vigtige point og spiller sig op på siden af ærkerivalerne fra F.C. København - begge klubber har ni point efter de første tre kampe.
Omvendt betyder nederlaget, at Vejle Boldklub indtager syvendepladsen i 3F Superligaen.
Se alle mål og highlights i videoen over artiklen.
Brøndby IF
Vejle Boldklub












