Skal Brøndby-målmand til SL-konkurrent? “Han er en fin målmand”
Brøndbys erfarne målmand er ifølge Campos oplysninger på blokken hos oprykkerne fra FC Fredericia.

FC Fredericia er i øjeblikket på målmandsjagt for anden gang denne sommer.
Først blev FC Midtjylland-reserven Ovie Ejeheri lejet ud til oprykkerne fra Fredericia, men den 22-årige målmand måtte allerede efter to spillerunder en tur under kniven og er ifølge ham selv ude indtil nytår.
Derfor er direktør Stig Pedersen og FC Fredericia endnu engang på jagt efter en målmand.
Og efter det flotte point mod FC Midtjylland på MCH Arena, blev Stig Pedersen netop forholdt til målmandssituationen, hvor Campo tidligere på dagen kunne erfare, at Brøndby-målmanden Thomas Mikkelsen er på radaren.

- Han (Thomas Mikkelsen, red.) har jo spillet hos os før. Nu er han jo ikke fri på markedet, men Thomas er selvfølgelig en fin målmand, men i øjeblikket kigger vi og sonderer markedet, siger Stig Pedersen til Campo og den skrevne presse efter 3-3-kampen i Herning.
Selvom direktøren ikke vil komme nærmere ind på, om Thomas Mikkelsen, der spillede i FC Fredericia fra 2016 til 2017, er aktuel for oprykkerne, så vil han gerne forklare, hvad klubben leder efter.
- Vi leder jo efter så god målmand som overhovedet muligt, og ham skal vi have ind nu her. Men det er vi i gang med. Vi har jo målmandstræner Carsten (Christensen, red.) og så Michael (Hansen, red.) og mig, der kigger på det. Vi er i gang med at bruge de kontakter, vi har, men også se, hvad der er i markedet. Men det er klart, at vi er jo egentlig meget tryg ved Lamhauge, men vi skal jo have en mere, så vi har de her tre målmænd.

- Det er jo alt for skrøbeligt, hvis en af dem går i stykker, og vi står med én, og så er der ikke en målmand med. Det ville jo være svært. Og det er vi bare i gang med. Vi må simpelthen se, hvad der er af muligheder, siger Stig Pedersen til Campo og den skrevne presse.
Den nuværende førstemålmand i Fredericia, Mattias Lamhauge, måtte se sig passeret tre gange, da FC Fredericia dog fik reddet et flot, flot point ude mod FC Midtjylland.
Du kan læse mere om FC Fredericias comeback i Herning her:

FC Fredericia
Brøndby IF













