Campo erfarer: FC Fredericia jagter Brøndby-målmand
Han er tiltænkt en plads som erstatning for skadede Ovie Ejeheri.

I FC Fredericia er de på jagt.
Jagt efter en ny mand til målmandsposten.
Superligaoprykkerne har denne sommer hentet Ovie Ejeheri ind på leje fra FC Midtjylland, men efter at have spillet sæsonens første to kampe er den 22-årige englænder blevet opereret for en skade af ukendt karakter.
Omfanget af skaden - og den deraf følgende pause - har klubben ikke meldt noget ud om, men en erstatning skal ind. Det har klubbens direktør Stig Pedersen tidligere bekræftet overfor TVSyd.
Nu kan Campo erfare, at den erstatning meget vel kunne blive Brøndbys reservemålmand Thomas Mikkelsen, som oprykkerne forsøger at hente på en kort lejeaftale.
Det er dog ikke sikkert, at den rutinerede keeper ender i Fredericia, for Brøndby tøver med at acceptere buddet fra Superliga-oprykkerne.
41-årige Thomas Mikkelsen forlængede i juni sin kontrakt med Brøndby, så den nu løber sæsonen ud.
Mikkelsen var andenmålmand efter Patrick Pentz i hele sidste sæson, og han leverede varen, da klubben i forårets anden kamp fik brug for den rutinerede målmand, der diskede op med særligt én mindeværdig redning i 2-2-kampen mod Vejle.
I denne sæson lader Mikkelsen dog til at være faldet en plads i målmandshierarkiet, hvor unge Gavin Beavers har ageret reserve for Pentz i sæsonens første tre superligakampe.
I FC Fredericia er det den færøske landsholdsmålmand Mattias Lamhauge, der vogtede målet i oprykkernes seneste kamp mod F.C. København, mens Mads Eriksen sad på bænken.

FC Fredericia
Brøndby IF












