Brøndby-debutant scorede første mål nogensinde: Kom på en god dag
Luis Binks scorede i sin superligadebut.

Nok er han forsvarsspiller, men det var alligevel en vild statistik.
Den nye Brøndby-spiller Luis Binks debuterede søndag aften både i Superligaen og på Brøndby Stadion, og her kom den 23-årige englænder på tavlen i 2-1-sejren over Vejle Boldklub.
Det var englænderens første mål som seniorspiller nogensinde, og det faldt på et tørt sted.
- Det har været længe undervejs, jeg har aldrig scoret, så jeg har gemt det til en god dag, for vi havde brug for at vinde. Jeg havde brug for at score, og så i min første kamp i ligaen og det første mål, forhåbentlig fortsætter det, lyder det fra Binks, der indrømmer, at debutscoringen kom sent i karrieren.
- Det er ikke godt nok. Jeg er en stor gut, så jeg burde score flere mål, så forhåbentlig er det bare uheld, og nu har jeg scoret den første, så nu fortsætter jeg med at score - det er i hvert fald planen, siger Binks til Viaplay.
Luis Binks debuterede for Brøndby i torsdagens 3-0-nederlag på Island i torsdag, men han er godt klar over, at et sådant resultat ikke for alvor matcher selvbilledet i hans nye klub.
- Jeg kom hertil for at vinde fodboldkampe. Vi vil vinde ligaen, og vi gjorde det rigtige i dag. Det skal vi først og fremmest leve op til torsdag og så køre på igen på søndag. Vi er nødt til at fortsætte med at vinde - den her klub forvente at vinde, og det bør den også gøre, lyder det fra Binks.
Luis Binks har tidligere scoret to mål for Tottenhams U18-hold og et enkelt for klubbens U23-hold, men seniormål er det ikke blevet til før søndag aften.
Hør hele interviewet med Luis Binks i videoen over artiklen.
Med sejren lægger Brøndby sig op på siden af rivalerne fra F.C. København på Superligaens førsteplads. Begge klubber har ni point efter sæsonens første fire kampe.

Brøndby IF












