Officielt: Mads Hermansen på plads i West Ham Foto: West Ham United FC
Premier League

Officielt: Mads Hermansen på plads i West Ham

Den danske landsholdsmålmand bliver i Premier League.

Mads Hermansen holder en West Ham-trøje med trøjenummer 1
Foto: West Ham United FC

Selvom han rykkede ud i sidste sæson, venter der Premier League-fodbold for Mads Hermansen igen i den kommende sæson.

Den danske målmand har officielt skiftet Leicester City ud med West Ham United. Det bekræfter de to klubber lørdag.

Mads Hermansen har hos The Hammers skrevet under på en fem år lang kontrakt, og dertil kommer angiveligt en option på yderligere ét år.

- Vi er glade for at byde Mads velkommen til West Ham United. Mads har bevist sin kvalitet i Leicester City med to imponerende sæsoner på et personligt plan de seneste par år, og det spændende er, at vi føler, hans bedste år stadig ligger foran ham.

- Hans evne til at redde skud og hans afleveringsspil er store styrker i hans spil, og han har en fantastisk indstilling med et klart ønske om hele tiden at blive bedre – noget, vi sætter stor pris på hos vores spillere, lyder det fra cheftræner Graham Potter.

Mads Hermansen skal i West Ham tage kampen op med målmænden Alphonse Areola, Wes Foderingham og Krisztián Hegyi, men den danske landsholdsmålmand er efter alt at dømme tiltænkt en plads øverst i hierarkiet.

- Vi har i øjeblikket en stærk bredde i målmandsafdelingen, og jeg er ikke i tvivl om, at Mads bliver en fantastisk tilføjelse til gruppen fremover, lyder det fra Potter.

Mads Hermansen koster West Ham 18 millioner pund - cirka 155 millioner danske kroner.

Mest læste

Notifications

Notifikationer