Vikingur-dansker langer ud efter danske medier: Mangel på respekt Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Vikingur-dansker langer ud efter danske medier: Mangel på respekt

Tarik Ibrahimagic mener ikke, at de danske medier tog Brøndby IF’s modstander torsdag aften alvorligt nok.

Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Undervurderede Brøndby IF Vikingur Reykjavik torsdag aften? Formentlig.

Men ifølge en af den islandske klubs danske spillere, Tarik Ibrahimagic, så var det ikke kun Superliga-klubben, der måske kom til at tage for let på opgaven.

Han mener nemlig også, at de danske medier havde - og fortsat har - alt for lave tanker om Vikingur, der altså endte med at besejre Brøndby IF med 3-0.

Det fortæller han til Campo.

- Brøndby var favoritter, det er vi udmærket klar over, men vi synes ikke, at vi fik den respekt, vi fortjente. Det var ikke Brøndby, der ikke respekterede os, men de danske medier.

- Der er blevet snakket som om, at det var en ren walkover, en 90-10 kamp for Brøndby. Jeg forstår slet ikke noget af det der. Det er bare anderledes at spille europæisk, og der har vi den erfaring fra de seneste år, som Brøndby ikke har, siger Tarik Ibrahimagic.

Den 24-årige dansker fik 90 minutter i kampen mod Brøndby, og selvom han altså medgiver at Brøndby var favoritter, så er han ikke overrasket over, at det alligevel lykkedes ham og resten af Vikingur at hive en sejr i land - og endda en overbevisende én af slagsen:

- Nej, jeg er ikke overrasket. Vi er bare et godt hold, og jeg ved ikke, hvorfor kampen blev talt op som om, at vi var de største underdogs nogensinde.

- Hvis man bare går seks måneder tilbage, der ryger vi ufortjent ud til Panathinaikos på udebane i det 90. minut. Vi går videre fra Conference League, hvor vi slår Cercle Brugge hjemme 3-1 og skulle have vundet større. Vi får et godt resultat på en svær udebane i Armenien, spiller uafgjort mod LASK og vinder over de bosniske mestre hjemme.

- Og hvis man også går to-tre år tilbage, og kigger vi på de her kvalifikationskampe, ryger vi ud med ét mål til Lech Poznan, og med ét mål mod Malmö FF, siger han.

Selvom det ikke var en decideret øjenåbner for Tarik Ibrahimagic, at Vikingur var i stand til at nedlægge Brøndby, så håber han på, at danske fans og medier vil se på ham og holdkammeraterne i et andet lys:

- Jeg håber da, at danskerne har fået et mere klart billede af, hvilket hold vi er. Der bliver snakket om i Danmark, at det var en fiasko og en ydmygelse af Brøndby, men der bliver ikke nævnt nogen steder, hvor god en præstation, det var af os.

- Jeg forstår godt, at man fokuserer på de danske hold i Danmark, men ingen skriver, at de mødte et rigtig godt hold. Det var bare en "fiasko" og en "katastrofe", og det er total mangel på respekt, synes jeg.

Vikingur Reykjavik gæster Brøndby Stadion til returopgøret torsdag i næste uge og står med 3-0-sejren altså med et meget gunstigt udgangspunkt i jagten på Conference League-gruppespil.

Sejren til Vikingur medførte blandt andet hærværk og vold blandt en gruppe af de medrejsende Brøndby-fans. Det kan du læse mere om nedenfor:

Politiet bekræfter: Én Brøndby-fan anholdt i Island

Mest læste

Notifications

Notifikationer