Ydmyget: Brøndby lider katastrofalt nederlag mod Vikingur
Danske Nikolaj Hansen stod for et af målene for islændingene i storsejren over Brøndby.

En katastrofal aften for Brøndby IF udspillede sig i den islandske hovedstad torsdag aften.
Brøndby tabte nemlig det første af to kvalifikationsopgør til Vikingur Reykjavik med 3-0. Se alle mål nederst i artiklen.
Frederik Birk havde roteret lidt i sin startopstilling, der blandt andet betød, at nyindkøbte Kotaro Uchino fik sin første startplads på bekostning af Filip Bundgaard. Daniel Wass var tilbage fra start, og Luis Binks fik debut.

I pausen tog Frederik Birk japanske Uchino ud for at sætte Bundgaard i spil, men lige lidt hjalp det, for det blev langtfra Brøndbys aften i den islandske hovedstad.
Den 32-årige dansker Nikolaj Hansen sørgede for en chokføring til Vikingur i slutningen af 1. halvleg, og knap var holdene kommet ud fra pause før islændingene igen passerede Patrick Pentz i Brøndby-buret.
Ondt blev værre med under ti minutter tilbage af den ordinære spilletid, hvor netop indskiftede Viktor Andrason cementerede ydmygelsen.
Det ender 3-0 til Vikingur Reykjavik, og Vestegnsklubben må derfor rejse hjem til Danmark uden mål og et forfærdeligt udgangspunkt før returopgøret i næste uge.
Udover målscorer Nikolaj Hansen havde Vikingur også danske Tarik Ibrahimagic med fra start, der har en fortid i OB og Næstved.
Noget anderledes gik det for FC Midtjylland i jagten på Europa Leagues gruppefase. Læs mere om det herunder:

Målene fra opgøret mellem Vikingur og Brøndby:
1-0: Nikolaj Hansen, Vikingur Reykjavik
2-0: Oliver Ekroth, Vikingur Reykjavik
3-0: Viktor Andrason, Vikingur Reykjavik
Brøndby IF













