Viborg FF henter hollænder i Æresdivisionen
Viborg FF har hentet en markant forstærkning til midtbanen.

Viborg FF har hentet sig en hollandsk midtbanespiller.
Det oplyser den grønklædte Superliga-klub på sin hjemmeside.
27-årige Mees Hoedemakers er således ny mand i domkirkebyen.
Han har skrevet under på en aftale af tre års varighed i Viborg.
Mees Hoedemakers kommer til fra hollandske NEC Nijmegen i Æresdivisionen.
Han har gennem de sidste fire sæsoner noteret sig for i alt 115 kampe for Nijmegen og SC Cambuur.
- Det føles virkelig godt at være her, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har spillet mange år i Holland og føler nu, at tiden er den rette til at prøve mig selv af i udlandet, og jeg har fået et meget positivt indtryk af Viborg FF. Klubben har vist, at de virkelig vil mig, og jeg har en rigtig god følelse med både klubben, byen og de mennesker, jeg allerede har mødt, så jeg ser meget frem til at starte her.
- Jeg har allerede haft positive snakke med træneren og jeg kan fornemme, at den måde, man spiller fodbold på her, passer mig godt. Jeg håber på, at jeg hurtigt kan bidrage med mine kvaliteter, spille mange kampe og få en vigtig rolle her, siger Hoedemakers.
Han bliver udstyret med trøjenummer 4.
Det er første gang i karrieren, at han skal prøve kræfter med fodbold i udlandet.
Hoedemakers har fået sin fodboldopdragelse i AZ Alkmaar.
Viborg FF
NEC Nijmegen












