Niels Frederiksens Champions League-drøm lider hårdt knæk
Lech Poznan og Niels Frederiksen fik en ringe start på tredje kvalifikationsrunde til Champions League.

Niels Frederiksens drømme om at komme med i Champions Leagues ligafase hænger i en tynd tråd.
Onsdag aften blev de polske mestre fra Lech Poznan nemlig sat godt og grundigt til vægs i egen hule af serbiske Røde Stjerne Beograd.
Det startede også ganske jammerligt, da Niels Frederiksen kunne se sit mandskab indkassere det første mål efter bare ni minutter, og derfra var stilen lagt.
Det er til trods for, at polakkerne fik udlignet før pausen, for i anden halvleg bed serberne igen fra sig, da 1-3-sejren blev cementeret.
Således har Frederiksen og kompagni et ganske kummerligt udgangspunkt forud for returopgøret på Stadion Rajko Mitić i netop Beograd, der er berygtet som en sand heksekedel.

Returopgøret bliver spillet tirsdag den 12. august klokken 21:00.
Skulle det imod alle odds lykkes Lech Poznan at spille sig videre til den fjerde - og afgørende - kvalifikationsrunde, så venter der enten ukrainsk modstand i form af Dynamo Kyiv eller cypriotisk modstand i form af Pafos.
Det er dog sidstnævnte, der har overhånden forinden deres indbyrdes returopgør, da cyprioterne sejrede 0-1 i det første opgør.













