Tidligere OB-talent nærmer sig topscorertitel: Selvfølgelig kigger jeg lidt
23-årige Max Fenger har fået gang i målscoringen i Allsvenskan i denne sæson.

I vinter skiftede han tilværelsen i Odense ud.
Her tog 23-årige Max Fenger turen til Sverige, hvor IFK Göteborg stod på spring.
Siden har det tidligere OB-talent ikke holdt sig tilbage. I den svenske Allsvenskan har han hurtigt fået etableret sig som en af rækkens skarpeste foran mål.
Han er nemlig blandt de mest scorende i den bedste svenske række i den indeværende sæson. Det er han da også godt klar over.
- Selvfølgelig kigger jeg lidt, men jeg forsøger at fokusere på mig selv. Der er så mange andre gode angribere i ligaen, som har scoret flere mål end mig, så jeg fokuserer bare på mig selv og forsøger at score så mange mål som muligt.
I mandagens opgør kom Fenger atter på tavlen, men blev skiftet ud med et kvarter tilbage. Det var han ikke helt tilfreds med efterfølgende.

- Det er åbenlyst, at jeg gerne ville spille videre. Der er 20 minutter tilbage, og vi fører 3-0 mod ti mand. Det var en meget god mulighed for at score flere mål, men det er trænerens beslutning.
Der var dog også overskud til en kæk bemærkning fra danskeren, der indtager en delt andenplads på topscorerlisten.
- Ja, måske skulle jeg skælde ham (IFK Göteborgs cheftræner Joachim Björklund) lidt ud, lød det ifølge Aftonbladet fra Fenger.
Han er med sine ti scoringer fra 18 optrædener i sæsonen at finde på andenpladsen side om side med Norrköpings Christoffer Nyman, men de har fortsat tre scoringer op til topscoreren. Det er i øjeblikket GAIS' Ibrahim Diabate, der har leveret 13 scoringer.
Tidligere på sommeren har IFK Göteborgs cheftræner givet sin mening til kende om danskeren, som han meget nødigt vil af med.
Det kan du læse mere om her:

IFK Göteborg












