Martin Retovs hævn mod Horsens udeblev
Det lykkedes ikke Martin Retovs Hvidovre-mandskab at besejre hans tidligere arbejdsgiver mandag aften.

Mandag aften var formentlig en kamp, som Martin Retov havde glædet sig lidt ekstra til.
Den nyudnævnte Hvidovre IF-cheftræner stod nemlig for første gang siden fyringen i AC Horsens overfor sin nu tidligere arbejdsgiver.
Det endte dog ikke med jordens mest imponerende hævntogt, selvom han og resten af Hvidovre kan glæde sig over at have fået point med fra kampen.
Opgøret endte nemlig 0-0.
Resultatet betyder, at AC Horsens fastholder sin sjetteplads, mens Hvidovre IF kravler op på niendepladsen i landets næstbedste række.
Selvom 0-0-kampe typisk ikke er de mest seværdige, skal de to hold ikke klandres for manglende intensitet eller nerve i opgøret, hvor der blev gået til stålet og begået masser af frispark i de mange nærkampe.
De helt store chancer - og altså også målene - udeblev dog.
Set over hele kampen vil begge hold nok også være nogenlunde tilfredse med det ene point.
AC Horsens
Hvidovre IF













